Presse     Facebook     Søg

Brabrand skal spise op i Sundby

På Fremad Amagers Facebookside lyder det fra John "Faxe" Jensen, at Brabrandspillerne spiser sig mætte hver aften. Spillerne er i dag sultne og klar til at tage fra i buffeten!

Brabrand tager i dag den lange tur til Amager, hvor modstanderen er Fremad Amager. Det bliver et friskt bekendtskab med god stemning på lægterne på Sundby Idrætspark, flere flotte navne og en bane der skulle være fin.

Organisationen var der i momenter sidste lørdag, hvor Nykøbing FC gæstede Brabrand Idrætsanlæg. Den sidste skarphed udeblev, hvilket der i ugens løb er blevet arbejdet på. I dagens kamp på en formodentlig fin bane skal Brabrand vise en indstilling i top, som var det køer, der blev sluppet løs på græs for første gang i år. 

Samhørigheden og kammeratskabet skal skinne igennem. På vores fodboldhold er det vigtigt at kunne stole på sin wingman, der står ved siden af. Dette manglede i første halvleg mod Nykøbing, hvorfor Brabrand var nede 0-1 ved pausen. I dag skal drengene spise op i buffeten, og gerne bide til i samtlige 90. minutter. Så bliver det spændende!

Fremad Amager har et fremragende fodboldhold, og må betragtes som kæmpe favoritter. Især når der spilles hjemme i hulen på Sundby Idrætspark. Fremad Amager har flere prominente navne som Christian Holst, Morten "Molle" Rasmussen og en dygtig keeper i Kim Drejs. Derudover besidder Fremad Amager spilstærke spillere som Mike Mortensen, Martin Jensen og Johannes Madsen. Så der venter Brabrand en svær kamp, hvor spillerne skal have hjertet med i samtlige 90. minutter. 

Brabrand har Jesper Brinck tilbage fra karantæne. Derudover er Jakob Methias Vase Jensen, Lukas Schmedes Enevoldsen & Mike Kaljo på vej tilbage, men der er stadig et skadeslazarat, der ikke er tilgængeligt. 

Kampen sparkes i gang kl. 13.00 på Sundby Idrætspark. God kamp - kom så BIF!

Brabrand Stadion

Engdalsvej 86-88
8220 Brabrand

Webdesign: inno:media