Presse     Facebook     Søg

Vigtigt opgør: Brabrand får besøg af Odder

Brabrand Stadion danner i aften rammen om en 6-points kamp mod Odder IGF, der gæster Brabrand Stadion. 

Brabrand har indtil videre i sæsonen gjort rent bord på hjemmebane, hvilket gerne skulle fortsætte. Vi har derfor brug for jeres støtte i aftenens kamp mod Odder. 

Brabrand og Odder spillede 1-1 i det første indbyrdes opgør i en kamp, hvor Brabrand havde teten og skabte nok chancer i kampens indledning og slutning til at snuppe alle 3 point. Der skulle dog gå over 90. minutter før den fortjente udligning kom fra Mads Rosenberg, der sikrede det første point nogensinde på Spektrum Odder i divisionsregi. 

Aftenens kamp på Brabrand Stadion bliver en stor udfordring, idet det er en kamp om 3 point til foråret. Odder indtager aktuelt 4. pladsen efter flotte resultater i de første syv runder. Brabrand har til opgave at sætte en kæp i Odder-hjulet.

Odder besidder et dygtigt hold med Oliver Vinjegaard i kassen, der er kommet til fra FC Skanderborg. Foran ham spiller de 2 store og duelstærke forsvarsgeneraler Nikolaj Nielsen og Jeppe Juhl Jensen. Odder besidder også en hårdtarbejdende midtbane i Kristoffer Bonde og Jeppe Pedersen. På kanterne spiller offensive kræfter som kreatøren den tidl. Brabrand spiller Nick Drachmann og den overivrige Simon Skibsted. De vil forsøge at gøre det svært for Brabrand i aftenens kamp.

Brabrand kæmper med skader, som det også var tilfældet mod Vejgaard. Septeten Christopher Geertsen, Mikkel Buur Simonsen, Jakob Methias Vase Jensen, Ruben Nygaard, Rasmus Ingeman, Daniel Lundholm og Mads Rosenberg, der alle var ude mod Vejgaard er ligeledes ude til dagens opgør. 

Derfor må Brabrand rykke tættere sammen i bussen, hvis der skal point på kontoen. Vi skal være stærkere sammen end Odder. Skulder mod skulder skal vi kunne matche Odders energi. Odder skal forsøge at hente deres første point på Brabrand Stadion i divisionsregi. Hidtil har Brabrand lutter af sejre hjemme mod Odder. Det skal der bygges videre på i aftenens opgør. 

Brabrand skal gå til den, og gå-på-modet skal skinne igennem - så Brabrand er klar til en hård dyst!

Kampen sparkes i gang kl. 17.00 på Brabrand Stadion, der er fri entré til kampen. 

Brabrand Stadion

Engdalsvej 86-88
8220 Brabrand

Webdesign: inno:media