Presse     Facebook     Søg

Brabrand napper offensiv-es i Næsby

  • Publiceret: Tirsdag, 14. februar 2017 17:01

Brabrand har sikret sig endnu en offensivspiller, idet der er indgået en aftale med Mikkel Ørbech Ålkjær Mikkelsen, der kommer til fra 2. divisionsklubben Næsby Boldklub.

Brabrand har siden sæsonstart haft Mikkel Ørbech fra Næsby Boldklub til prøvetræning. Offensivspilleren har gjort det så godt, at det har kastet en aftale af sig. Fynboen er flyttet til Aarhus, og har fået job en spytklat fra Brabrand Idrætsanlæg, hvorfor en aftale med Brabrand var oplagt. 

Mikkel Ørbech har gjort det dygtigt i træningskampene, hvor han har været benyttet både som kantspiller og som angriber. Fynboen er meget arbejdsom og en ærgerrig type, der tilbyder noget anderledes end de øvrige offensivspillere. Mikkel har hurtige fødder, besidder en dygtig teknik og tilmed har han et godt spark.

 - Vi er heldige med, at Mikkel har bosat sig lige ved siden af vores træningsbane, hvilket har gjort det muligt at tilknytte ham. Ørbech kommer fra et godt og trygt miljø i Næsby. Han er godt uddannet, og han har vist, at han kan indgå i vores spillesystem. Han arbejder godt, og han opfylder de defensive pligter. Vi skal have puttet et slutprodukt på ham, så bliver det rigtig spændende i foråret, fortæller en glad Tom Søjberg.

Mikkel Ørbech og resten af truppen kan på lørdag opleves i Kjellerup, hvor der spilles testkamp mod divisionskollegaerne KIF. 

Vi ønsker Mikkel Ørbech velkommen i den blå trøje. 

Brabrand Stadion

Engdalsvej 86-88
8220 Brabrand

Webdesign: inno:media