Presse     Facebook     Søg

Buur: ”Selvtillid og blod på tanden, når vi præsterer”

  • Publiceret: Fredag, 03. november 2017 10:46

Mikkel Buur

Efter tre store nederlag til Fredericia, Viborg og Skive, er der i de sidste tre kampe kommet bedre styr på Brabrand-forsvaret. Et passende tidspunkt inden kampen på søndag mod topholdet og oprykkerkandidaterne fra traditionsklubben Vejle.

Af Asbjørn Højris Schmidt // FOTO: BS Sports & Media

Mikkel Buur, der efter sin skade har været fast mand i Brabrand-forsvaret, mener, at det store fokus, der har været i forsvaret, er begyndt at give resultater. Holdet er også begyndt at finde sit fodfæste i 1. division og ved nu, hvordan kampene skal angribes.

”Vi har haft meget fokus på at stå rigtigt i forsvaret. Der er rigtig mange dygtige, individuelle kræfter i 1. division, så det er vigtigt, at vi som forsvarsspiller ikke er isoleret. Der skal hele tiden være opbakning,” siger Mikkel Buur.

Han mener desuden, at forsvaret de sidste kampe er blevet meget mere kynisk. Det behøver ikke altid at være pænt – der skal bare forsvares. Efter den gode rytme i forsvaret kigger Mikkel Buur lidt mere frem ad banen:

”Vi skal have bygget lidt på offensivt. Man kan ikke forsvare sig i 90 minutter, så vi skal kunne true på den sidste del af banen. Vi skal køre på, lukke af i forsvaret og bygge på i vores kontrafase.”

Vejle har i toppen skabt et hul på tre point ned til Thisted på andenpladsen og ligner med sit spil klart et oprykkerhold. Det bliver en svær kamp mod det hold i NordicBet Ligaen, der har lukket færrest mål ind. Mikkel Buur mener, at opskriften ligger i at stoppe de individuelle kræfter:

”De har nogle af ligaens største profiler alle steder på banen. Specielt Dominic Vinicius bliver en stor mundfuld i toppen. Vi skal fortsætte samarbejdet defensivt, drille dem lidt og så satse på kontrafasen. Vi har vist, at vi har gode, dominerende perioder i alle kampe. En af forskellene på os og topholdene er dog den kynisme de udviser i felterne.”

Lige præcis Vejles topscorer, Dominic Vinicius, meldes tvivlsom til kampen på søndag. Også angriberne Imed Louati og Allan Sousa, der tilsammen har scoret 11 mål, er ikke med på grund af skader. Hvis Dominic Vinicius bliver klar, har Mikkel Buur et bud på, hvordan Brabrand-forsvaret skal stoppe ham:

”Vi skal stå tæt på ham. Hvis vi bliver tørret, skal sidemakkeren være klar til at bakke op. Han er både stærk, hurtig og god med fødderne, men jeg synes, vi viste sidste gang, at det er muligt at håndtere.”

Mikkel Buur mener, at Brabrand har alt at vinde på søndag. De kan spille frit og alt pres ligger på Vejle-mandskabet. Efter tre gode præstationer mener han, at stemningen i truppen har ændret sig:

”Der er altid god stemning i truppen, men det tager automatisk hårdt på kræfterne med en række nederlag. Vi har altid haft troen på, at vi kan hente gode resultater. Men det er klart, at der kommer selvtillid i truppen og blod på tanden, når vi præsterer.”

Kampen fløjtes i gang på Ceres Park, søndag kl. 14.30.

De støtter Brabrand Fodbold


Aura logo2


              Brdr Mller           Werks2                      

sponsorlogoer

Brabrand Stadion

Engdalsvej 86-88
8220 Brabrand

Webdesign: inno:media