Presse     Facebook     Søg

Tobias Olesen: ”Fedt at få min debut!”

  • Publiceret: Lørdag, 21. oktober 2017 20:04

Tobias Olesen 1

I sidste weekends kamp mod Thisted fik 21-årige Tobias Olesen debut, hvor han defensivt var med til at sikre det ene point.

Af Asbjørn Højris Schmidt. FOTO: BS Sports & Media

Tobias har haft sin fodboldopdragelse i Silkeborg IF og tilgik i denne sæson Brabrand efter at have spillet for færøske NSI Runavik. Han læser til dagligt erhvervsøkonomi på Universitet, så et skifte til Brabrand var helt optimalt i denne sæson. En sæson, hvor han har store forventninger til både ham selv og holdet:

”Resultatmæssigt er det klare mål at overleve i 1. division. Vi skal have skrabet så mange point sammen som muligt. Personligt er mit mål at få en masse minutter og kampe i benene. Jeg skal udvikle mig til at blive en fast 1. divisionsspiller.”

Tobias har været rigtig glad for sin opstart i klubben, hvor medspillerne har været imødekommende og gode til at inddrage ham i truppen. De og folkene omkring Brabrand gav ham meget hurtigt en følelse af at være en del af holdet. Debuten i søndags var det sidste, der faldt på plads i en god opstart i klubben.

”Det var en sindssyg god oplevelse. Jeg har gennem en længere periode trænet rigtig godt, så debuten faldt på et tidspunkt, hvor jeg havde masser af selvtillid og tro på tingene. Og så var det bare fedt at komme ud og kæmpe med gutterne,” siger Tobias Olesen om debuten.

Cheftræner, Tom Søjberg, var også godt tilfreds med Tobias og udtalte før Vendsyssel-kampen følgende om debuten:

”Klart godkendt præstation. Tobias er dygtig til at fuldføre de opgaver, han bliver tildelt. Han løber meget og tænker hurtigt. Det har han vist både til træning, men også til kampen mod Thisted.”

Tobias kan ifølge ham selv bidrage med fart, energi og en god defensiv struktur. Det er også nogle af de ting, han mener, skal være på plads, når Vendsyssel kommer på besøg:

”Vi skal være aggressive overfor dem. Vi skal sidde tæt, så de ikke får ret mange meter og plads at spille på. Det er en farlig trio, de har i toppen, så vi skal spille klogt og ikke tabe for mange bolde.”

Generelt om kampen tilføjer han følgende:

”Det bliver en svær kamp! Men når man tænker på de to andre kampe imod dem i sæsonen, så har drengene jo spillet god fodbold og domineret i flere perioder. Hvis vi spiller med tro på tingene og egne styrker, så tror jeg, vi kan få et godt resultat.”

Tobias Olesen fik 65 minutter i benene i debuten og er også med i truppen imod Vendsyssel.

Brabrand Stadion

Engdalsvej 86-88
8220 Brabrand

Webdesign: inno:media