Presse     Facebook     Søg

Brinck jagter mesterskab og Europa League med Klaksvik

Jesper BrinckBrabrand IFs mangeårige anfører og forsvarsgeneral, Jesper Brinck, rykker rødderne op og flytter til Færøerne pr. 15. januar 2019. Jesper Brincks præstationer i 1. division sidste år er blevet bemærket af klubben KI Klaksvik, der har tilbudt Brinck at blive en vigtig bestanddel af klubbens målsætning om at vinde mesterskaber og kvalificere sig til Europa League inden for nærmeste fremtid. De drømme og ambitioner stemmer godt overens med den 29-årige midtstoppers egne, og derfor har parterne nu indgået en aftale på ét år med option på endnu ét år.

”Jeg glæder mig først og fremmest over at få mulighed for at spille fodbold på et højere niveau og i et mere professionelt set-up, hvor jeg også selv vil få bedre muligheder for at udvikle mine egne evner som fodboldspiller. Jeg har fået beskrevet såvel klubben som byen Klaksvik som et meget dedikeret og passioneret sted med en fantastisk fankultur, og hvor klubbens præstationer smitter direkte af på byens puls og erhvervsliv. Det glæder jeg mig meget til at prøve at være en del af,” lyder det fra Jesper Brinck, der kom til Brabrand i sommeren 2012 og har været førsteholdets anfører i både 2. og 1. division.

Lederevner både på og uden for banen

Udover Jesper Brincks evner i forsvaret har KI Klaksvik også bemærket hans lederevner på banen. Truppen er forholdsvis ung og ser derfor frem til at få en både ældre og mere rutineret spiller i forsvaret, der samtidig kan bringe mere kløgt og organisation ind i defensiven.

Det er dog ikke kun på banen, Jesper Brinck har noget at byde på. Ved siden af fodbolden har han de sidste par år arbejdet med Human Ressources, og har endda også været sponsorkoordinator i Brabrand IF. Det har været et krav for skiftet til Færøerne, at han også kunne arbejde lidt ved siden af fodbolden, og det er en del af aftalen, at han skal arbejde med HR hos en af klubbens sponsorer.

Vemodigt med fornuftigt skifte

Tilbuddet om et udlandsophold kommer på det helt rigtige tidspunkt for den rutinerede forsvarsspiller, der rundede de 29 år i marts og fik sin fodboldopvækst i EfB – og altså stadig har drømme og forventninger, der skal indfries.

”Det er klart, at det skulle være nu, hvis jeg skulle nå de her ting. Efter at være rykket ned i 2. division savner jeg det lidt højere niveau, og nu får jeg endda mulighed for at spille med om mesterskaber og mulig deltagelse i Europa League. Det er da sådan noget, jeg gerne en dag vil se tilbage på, at jeg har udrettet, så den mulighed er jeg rigtig glad for at få.

Jeg vil gerne rette en stor tak til alle i og omkring Brabrand IF, som jeg jo har været en del af i mange år. I og med at jeg ikke kun har været i klubben som fodboldspiller, men også har haft fingrene i andre ting, har det jo fyldt en del, og derfor er det da også super mærkeligt at skifte væk. Men det føles som det rigtige tidspunkt for mig nu, og jeg sætter stor pris på, at både Tom [Søjberg, cheftræner] og Flemming [Møller, formand] har forståelse for beslutningen. Brabrand er ved at bygge noget nyt op nu med en masse unge spillere, så på den måde passer det hele måske også rigtig fint,” lyder det fra Jesper Brinck.

Jesper Brinck kom til Brabrand i sommeren 2012, hvilket var et halvt år, før Tom Søjberg overtog trænerposten fra Lars Lundkvist. Sammen med angriberen Mike Kaljo er han således en af de få i den nuværende trup, der har været med på hele Brabrands kontinuerlige opstigning gennem rækkerne, indtil klubben i sidste sæson atter rykkede ned i 2. division. Brinck er noteret for 183 kampe og 17 mål for Brabrands førstehold.

-----------

Tekst og foto: Brit Sørensen Onwumelu / BS Sports & Media

De støtter Brabrand Fodbold


Aura logo2


              Brdr Mller           Werks2                      

sponsorlogoer

Brabrand Stadion

Engdalsvej 86-88
8220 Brabrand

Webdesign: inno:media