• brabrandif 34 original
  • Kampe i oktober 2
  • brabrandif 39 original
  • AURA
  • brabrandif 37 original
  • brabrandif 40 original
  • brabrandif 38 original

Presse     Facebook     Søg

Robert Skov giver Tobias Olesen blod på tanden

Tobias Olesen, Brabrand IF, Brit Sørensen, Ole Nielsen, Runavik, Dinamo Minsk, Europa League, 2. division, 1. division, mål, fodbold, Silkeborg IF, Robert Skov

Sidste weekend fik Brabrands højre back, Tobias Olesen, en noget ufrivillig hovedrolle, da han kort inde i 2. halvleg – efter dommerens vurdering – havde hånd på bolden i eget målfelt og dermed begik straffespark. Det betød først udligning og kort derefter endnu et mål til Thisted FC, der endte med at blive det første hold, der besejrede Brabrand i indeværende sæson. Den unge forsvarsspiller har dog sammen med de øvrige Brabrand-spillere holdt humøret højt trods sidste uges pointtab og ser nu frem til at få kæmpet sig tilbage i toppen af tabellen, når der lørdag eftermiddag venter endnu et lokalbrag i Århus – denne gang mod VSK Århus på Vejlby Risskov Stadion.

”Argh det havde selvfølgelig været bedre, hvis vi havde vundet kampen [i sidste weekend], men jeg synes ikke, stemningen har været trykket eller noget i den her uge. Humøret er fint, men vi har selvfølgelig snakket om, at nu skal vi altså tilbage, og det er kun tre point, der tæller,” udtaler forsvarsspilleren efter ugens sidste træning inden opgøret mod VSK i 6. spillerunde.

Brabrand kom ubesejret igennem de første tre spillerunder – samt første runde af landspokalturneringen – og lå på førstepladsen i 2. divisions pulje 2 inden sidste uges kampe. Onsdag mistede de så pludselig to point på udebane mod Vejgaard (2-2), og lørdag mistede holdet alle tre point på hjemmebane mod Thisted FC (1-2). Med de øvrige resultater i rækken må Brabrand derfor nu nøjes med at indtage rækkens 3. plads. Det har dog ikke den store betydning i truppen ifølge Tobias Olesen:

”Vi har egentlig ikke selv opfattet, at vi nu ligger dernede. Det vigtigste er, at vi ved, at når vi rammer vores topniveau, så kan vi slå alle hold.”

Hårdt tilkæmpet plads i startopstillingen

Tobias Olesen har siden foråret været en vigtig brik for Brabrand IF såvel defensivt som offensivt, men pladsen som fast mand i startopstillingen har Olesen måttet kæmpe sig til gennem længere tid. De første 1½ sæson i Brabrand måtte han ofte se til fra bænken, og når han kom på banen, var det primært i rollen som kantspiller – til stor frustration for den 23-årige silkeborgenser, der foretrækker sin nuværende rolle som højre back.

”Jeg er helt klart bedre med fronten mod mål end med ryggen mod mål. Det føles meget mere naturligt for mig at spille højre back, fordi jeg godt kan lide at forsvare, og samtidig føler jeg, jeg har et bedre overblik nede bagfra og lettere kan dirigere spillet derfra.”

Olesen har ikke som sådan en favoritspiller, men har dog et favorithold: Manchester United. Skal han nævne en spiller, der inspirerer ham på fodboldbanen, er det dog en Manchester City-spiller, nemlig landsholdsspiller Kyle Walker, der også spiller højre back.

”Kyle Walker sætter en dyd i at forsvare og er rigtig stærk fysisk. Han har en god fart og kommer tit med frem med masser af power. Det er noget af det, jeg også godt kan lide – at komme med fuld power nede bagfra og bruge min styrke i spil på bolden.”

EL-kvalifikation mod Dinamo Minsk som førsteårssenior

Tobias Olesen 180818 01 450Tobias Olesen kom til Brabrand IF i starten af sæson 2017-18, da holdet var i gang med forberedelserne til en ny tilværelse i 1. division (NordicBet LIGAen). Inden da havde han været et år på Færøerne, hvor han spillede sin første sæson som seniorspiller for NSÍ Runavík efter at have spillet U19 i Silkeborg IF.

”På Færøerne lærte jeg først og fremmest at spille seniorfodbold. Jeg kunne godt mærke, det var noget helt andet. Bare det at spille om point i hver kamp betyder bare sindssygt meget. Det kan godt være lidt hårdt at bo langt væk fra familie og venner, men på den måde blev jeg måske netop lidt mere voksen ved at komme væk hjemmefra og stå på egne ben.”

NSÍ Runavik spillede den sæson kvalifikation til Europa League, så kort inden Tobias Olesen landede i Brabrand, havde han såmænd spillet EL-kvalifikation mod ingen ringere end Dinamo Minsk – i sin første sæson som seniorspiller, vel at mærke.

”Det var en meget fed oplevelse. Vi fløj faktisk i privatfly derned og blev kørt rundt med politieskorte. Så der oplevede vi lidt det ’fede’ fodboldliv,” lyder det fra Olesen.

Tiden i Brabrand har givet hår på brystet

Det var træneren på Færøerne, der kontaktede Brabrands cheftræner, Tom Søjberg, og på den måde skaffede Olesen en kontrakt på NordicBet LIGA-niveau. Der skulle dog gå noget tid, før han fik den spilletid, han selv mente, han fortjente. Der gik nemlig 1-1½ år, før han for alvor kom ind i varmen. Hans udvikling på holdet har da også været interessant at følge, hvor man tydeligt fornemmer, at han nu spiller med meget mere selvtillid og tager masser af ansvar på banen i forhold til sin første tid på holdet. Som en fast del af startopstillingen på højre back er det da også en meget mere glad og tilfreds Tobias Olesen, Brabrand har at gøre godt med.

”Det er super fedt at være blevet fast mand i startopstillingen. Det har givet en hel del mere hår på brystet, og det er bare noget andet at komme hjem fra at have spillet en fuld kamp. I starten følte jeg egentlig selv, at jeg fortjente at få flere kampe, men jeg kan selvfølgelig også godt forstå det. Det var da helt sikkert hårdt dengang, men det gør det jo så bare endnu federe nu.”

Tobias Olesen tilskriver især den hårde interne konkurrence i Brabrand-truppen som en positiv del af klubbens DNA og ikke mindst hans egen udvikling som fodboldspiller.

”I min tid i Brabrand har jeg lært rigtig meget. Tom [Søjberg] har kunnet lægge en hel del på defensivt, hvor jeg er blevet meget stærkere rent taktisk. Og så har jeg lært at spille med mere mod og power. Det kan være rigtig hårdt i starten, når man ikke får så meget spilletid, men det gælder bare om at klø på – og så gribe chancen, når den er der. I min tid i Brabrand har der været stor udskiftning af spillere, fordi flere er kommet videre til et højere niveau. Men det gør netop bare, at træningen bliver ved med at være god, for der kommer hele tiden nye spillere til, der kæmper for at få spilletid. Det gør også at man udvikler sig hele tiden og får blod på tanden, når man ser, ens medspillere rykkere videre til næste niveau.”

Robert Skov – god ven og stor inspirationskilde

Inspiration og blod på tanden får Tobias Olesen da også fra en lidt anden front, da en af hans allerbedste venner er Robert Skov, som han spillede sammen med gennem fem år i sin ungdomstid i Silkeborg IF. Mens Olesen tog til Færøerne, fortsatte Robert Skov i Silkeborg IF, hvor han hurtigt blev en stor profil, blev solgt til FCK, hvor han scorede 29 mål i en sæson og blev kåret som Årets Profil i Superligaen i sæson 2018/19. Nu er han så rykket videre til Hoffenheim i den tyske Bundesliga.

”Jeg snakker tit med ham – måske en gang om ugen – så vi har en forholdsvis tæt relation. Det er jo bare helt vildt fedt at se en af sine venner komme til tops på den måde, og at han så samtidig forbliver helt ydmyg og bare bliver ved med at arbejde hårdt. Det er en fed indstilling, som han helt sikkert kommer langt med. Og det gør da selvfølgelig også, at jeg får blod på tanden og bliver ved med at knokle på – så det er helt klart motiverende for mig,” lyder det begejstret fra den ambitiøse Brabrand-spiller.

De to holder en tæt kontakt, og Olesen drømmer da også om selv en dag at spille i fx Tyskland.

”Altså lige nu og her vil jeg egentlig rigtig gerne bare prøve mig selv af i et fuldtidsmiljø og se, hvor meget det kan rykke. Men det er klart, at jeg selvfølgelig også på længere sigt drømmer om at komme til udlandet – fx England, da jeg er lidt fascineret af den power, de spiller med der, og så selvfølgelig Tyskland, hvor det mest af alt er fan-kulturen, jeg er fascineret af.”

Tobias Olesen 01 450Lige nu jonglerer Tobias Olesen mellem et fuldtidsuniversitetsstudie (HA, 5. semester) og livet som amatørfodboldspiller i Brabrand IF. Han er dog endnu kun 23 år og har fremtiden foran sig. Godt nok er frisparksmål ikke hans spidskompetence – som sin gode ven Robert Skov – men til gengæld kommer han netop med power og fart nede bagfra og er da ofte endt i rollen som målscorer. Sidste sæson blev det til tre mål og i sæson 2017-18 blev det til et enkelt mål fra Tobias Olesens gyldne fod i NordicBet LIGAen.

Om han også ender på måltavlen i lørdagens kamp mod VSK Århus på Vejlby Risskov Stadion, vil tiden vise. Han selv og hele Brabrand-mandskabet er i hvert fald klar til at give den fuld gas, når de løber på banen mod lokalrivalerne fra VSK – og der skal tre point på kontoen denne gang. VSK Århus ligger inden opgøret på en 9. plads i tabellen med én sejr, én uafgjort og tre nederlag.

Brabrands trup til kampen mod VSK Århus:

  • 1. Søren Vedsted
    2. Tobias Olesen
    3. Thomas Viggers
    5. Simon Vesterbæk
    6. Lasse Tougaard
    7. Anton Søjberg
    10. Mike Kaljo
    11. Frederik Poulsen
    12. Michael Pedersen
    14. Lasse Møberg
    16. Kasper Andersen
    17. Casper Lykke
    20. Malthe Boesen
    21. Lukas Enevoldsen
    23. Malte Færge

Bemærk venligst! Kampen starter allerede kl. 13:30 denne lørdag på Vejlby Risskov Stadion.

 

Tekst: Brit Sørensen / Foto: Ole Nielsen

Flere nyheder

01-11-2019
Stor usikkerhed om Brabrand-truppen mod VSK
27-10-2019
Frustrerende nederlag i Gladsaxe
27-10-2019
Spændende men svær opgave i Gladsaxe
19-10-2019
Fabelagtig sejr over puljens stærkeste mandskab
18-10-2019
Regn kan få afgørende betydning for topopgør
12-10-2019
Brabrand solidt tilbage på sejrssporet
12-10-2019
I dag skal det hele falde på plads i Tønder
05-10-2019
Effektiviteten manglede mod Næsby
04-10-2019
Der er ekstra pres på mod et bundhold
28-09-2019
Mål-show mod frembrusende nordjyder

Brabrand Stadion

Engdalsvej 86-88
8220 Brabrand

Webdesign: inno:media