Der er ekstra pres på mod et bundhold
- Kategori: Optakt
Denne lørdag drager Brabrand en tur til Fyn, hvor Næsby BK tager imod på ALPI Arena kl. 14:00. Med blot otte point i 10 spillede kampe, og en placering som nr. 11 ud af 12, ligner Næsby på papiret en overkommelig modstander, men på mystisk vis har Brabrand det som regel svært mod netop Næsby, der trods sin status som bundhold er kommet fra de tre seneste kampe med sejre over både Ringkøbing og VSK samt remis mod Thisted.
”Vi skal spille aggressivt og direkte”
Da Brabrands cheftræner Tom Søjberg er bortrejst denne weekend, er det holdets nye assistenttræner, Jimmi Nielsen, der står ved roret for Brabrand mod Næsby – som han kender særdeles godt, idet han selv kommer fra Fyn.
”Næsby er et godt spillende hold, der gerne vil fremad med kuglen og sagtens kan gøre det svært for os, hvis ikke vi går aggressivt nok til værks. Som jeg ser det, er der ikke som sådan nogen bundhold i år, da alle kan gøre det svært for alle – det så vi også sidste weekend, hvor Næsby fx slog Ringkøbing, der jo ellers weekenden før havde slået AB. Når det så er sagt, går vi altid på banen for at få tre point med derfra, og nøglen til sejren bliver at få lukket ned for deres opbyggende spil og holde kadencen i kampen. Vi skal spille aggressivt og direkte, og det skal være os, der har bolden – og ikke dem,” lyder det fra den midlertidige cheftræner Jimmi Nielsen, der på dagen får opbakning fra Brabrands forhenværende assistenttræner Marc Højland Jepsen.
Der er pres på for dagens cheftræner
Jimmi Nielsen kom til Brabrand IF i sommer med masser af erfaring fra andre trænerjobs. Han har bl.a. haft cheftrænerroller i serie 1 og Danmarksserien, men kampen lørdag bliver hans første som cheftræner på divisionsniveau. Han ser dog med ophøjet ro frem til udfordringen, selvom han godt ved, det er store sko, han på dagen skal fylde ud.
”Jeg ved godt, det er nogle store sko, jeg skal fylde ud – men jeg håber, de passer,” lyder det med et glimt i øjet fra Jimmi Nielsen, der dog heller ikke forventer de store ændringer til kampen, fordi han pludselig er ved roret.
”Vi går ind til kampen, nøjagtig ligesom vi plejer – med de sædvanlige Brabrand-værdier som dedikation, hårdt arbejde og det at overholde vores aftaler. Jeg ved godt, der er pres på – man kan jo næsten kun fejle, når man på papiret står over for et bundhold – men jeg kan godt lide at blive udfordret. Men det bliver stille og roligt, og vi har forberedt os til kampen, nøjagtig som vi plejer. Jeg er bare fokuseret på at bruge de kompetencer, jeg har, til at løse opgaven – og den vigtigste opgave er at vinde!” slutter Jimmi Nielsen af.
Inden kampen mod Næsby ligger Brabrand på 3. pladsen i 2. divisions Pulje 2 med 19 point efter 10 kampe – med blot et enkelt point op til Middelfart på 2. pladsen og ned til AB Gladsaxe på 4. pladsen. Af de seneste 10 opgør mellem Brabrand IF og Næsby, er to kampe endt uafgjort, mens begge hold er kommet sejrrigt ud af opgøret.
SE NÆSBY BK – BRABRAND IF LIVE HER
Køb sæsonkort til alle Brabrands kampe HER
Brabrands trup til kampen mod Næsby BK:
-
1. Søren Vedsted
2. Tobias Olesen
4. Emil Nielsen
5. Simon Vesterbæk
6. Lasse Tougaard
7. Anton Søjberg
10. Mike Kaljo
11. Frederik Poulsen
12. Michael Pedersen
13. Jesper Henriksen
14. Lasse Møberg
16. Kasper Andersen
20. Malthe Boesen
22. Henrik Borup
23. Malte Færge
Tekst & billede: Brit Sørensen