Presse     Facebook     Søg

Optakt til lokalderby

  • Skrevet af Christoffer Møller

Malthe Boesen 170819 01 copy 3
Betydningen af lørdagens opgør er ikke til at underdrive. 


Aarhus Fremad kom ind til sæsonen som bookmakernes favorit til at rykke op og havde ligeledes selv en klar forventning om, at kampen om oprykningen var hvad der ville fylde for holdet oppe fra Riisvangen.

Sådan er det ikke helt blevet og Fremad er efter blot 7 kampe, hele 8 point efter førerholdet fra Jammerbugt FC. 

En noget skuffende start for et hold, der sidste sæson måtte se Helsingør rykke op for næsen af dem på baggrund af en bedre målscore.

Der er op til sæsonen blevet investeret endnu mere i kontraktfodbolden og der er ingen tvivl om at alt andet end oprykning til 1. division vil være en skuffelse for Fremad.

Intet andet end en sejr tæller for dem på lørdag og det bliver spændende at se hvordan spillerne håndterer det pres, der fra sæsonstart blev lagt på egne skuldre. 


Brabrands sæsonstart har også været en blandet pose bolsjer, hvor spillerne har skullet stå imod en masse modgang. Senest i 2-1 nederlaget mod Frem, hvor keeper Christoffer Kørschen efter 5 minutter blev udvist og BIF alligevel kæmpede sig på 1-1, for så bare at se Frem score på et hjørnespark et kvarter før slutfløjtet.


Mens man har præsteret flot i pokalturneringen, hvor et opgør mod Vejle ligger og venter, har man måtte nøjes med 3 point i de seneste 4 kampe i ligaen. 2 sejre er det blevet til indtil videre, begge på hjemmebane.


Det giver aktuelt en placering som nummer 10, lige over de pladser der koster nedrykning til Danmarksserien. Omvendt er der kun 4 point op til Aarhus Fremad, der aktuelt ligger nummer 6. En sejr vil gøre at BIF igen kan få fat i den sjovere ende af tabellen og kaste endnu mere grus i Fremad’s ambitioner om oprykning.


Kan Brabrand få lidt medvind og nogle marginaler, er der ingen tvivl om at der ligger nogle sejre og venter. Foruden lørdagens kamp mod Aarhus Fremad, byder resten af oktober på opgør mod henholdsvis FC Sydvest 05 og SfB-Oure, to hold der begge ligger under nedrykningsstregen.


Men først gælder det altså Aarhus Fremad i et opgør der efterhånden er blevet traditionelt og som tilfører noget kolorit til aarhusiansk fodbold.


Sidste gang vi havde Fremad på besøg, blev det til en 1-0 sejr. Målscoren dengang var Malthe Boesen. Han er igen med lørdag og er endnu en gang klar til at få Fremad ned med nakken.


Man kan i øvrigt stadig nå at sikre sig billet til opgøret, dog på betingelse af man selv kan sørge for at have en siddeplads med.

Billetpriser:

Voksne 60,-

Pensionister 30,-

Børn u/ 15 gratis ved medbringelse af egen siddeplads

Billetter købes på MobilePay nummer 42 15 80 42

Brabrand Stadion

Engdalsvej 86-88
8220 Brabrand

Webdesign: inno:media