• brabrandif 34 original
  • Kampe i oktober 2
  • brabrandif 39 original
  • AURA
  • brabrandif 37 original
  • brabrandif 40 original
  • brabrandif 38 original

Presse     Facebook     Søg

Brabrand har det fint i rollen som "underdogs"

Michael Kªrgaard Pedersen 060819 03 650

Det er efterårets absolut sidste kamp. Mod gruppens absolutte tophold. Som også holder til i Århus. Og som endnu ikke har slået Brabrand i denne sæson – i hverken Sydbank Pokalen eller 2. division. Det kan med andre ord kun blive et gedigent brag af en formidabel fodboldkamp, når Brabrand og Aarhus Fremad tørner sammen lørdag eftermiddag på sidstnævntes hjemmebane, Riisvangen Stadion, til ”Slaget om Århus”.

Brabrand vs. Aarhus Fremad – på papiret

På papiret har de to hold en hel del tilfælles – og så alligevel ikke. Begge hold har tabt tre kampe i efterårssæsonen. Men mens Brabrand ramte ind i en stime af uafgjorte kampe cirka midt i forløbet, gik Fremad primært sejrrigt fra deres kampe. Sidstnævnte har således vundet tre kampe flere end Brabrand og ligger dermed fire pladser og seks point foran Brabrand i tabellen – på gruppens førsteplads.

De to hold har scoret stort set lige mange mål (Fremad 27 og Brabrand 28). Men hvor Aarhus Fremad har en udpræget angriber i den høje Christian Nissen, der har scoret ni mål (33% af holdets samlede mål) i denne sæson og ligger nummer fem på 2. divisions topscorerliste, er Brabrands mål mere jævnt fordelt over flere målscorere – hvoraf de flittigste har været Anton Søjberg med fem mål (18%) og Mike Kaljo og Frederik Poulsen med hver fire mål.

Begge hold går – på papiret – ind til opgøret med et lille knæk i selvtilliden efter at have lidt nederlag sidste weekend (Fremad 1-3 mod Thisted FC og Brabrand 1-4 mod VSK Aarhus). Men i virkeligheden glæder begge hold sig bare til at gå på banen til en rigtig Århus-klassiker og et lokalopgør, der plejer at byde på masser af intensitet, fight, hårdt arbejde og 22 mand på banen, der bare VIL vinde. For selvom Århus Fremad har en komfortabel føring i forhold til Brabrand i tabellen, har de endnu ikke formået at slå Brabrand i indeværende sæson.

En kamp helt i Brabrand-anførerens ånd

Brabrands forholdsvis nybagte anfører, 28-årige Michael Pedersen, glæder sig til opgøret og passer om nogen ind i de ovenfor nævnte værdier, der kommer til at ligge til grund for lørdagens vigtige og afgørende lokalopgør.

”Det er altid spændende og ekstra specielt, når det er den sidste kamp inden vinterpausen. Og så er det jo bare endnu mere spændende, når det er et lokalopgør – og så endda mod et hold, der ligger nummer et i tabellen. Fremad har gjort det godt i år og har fået bygget noget rigtig godt op i de seneste par sæsoner. Lige nu ser de ud til at være stærkere end os, men vi må se, hvad der sker på banen,” udtaler Brabrands forsvarsspiller, Michael Pedersen for hvem rollen som anfører er ny, men falder ham ret naturligt.

”Det er nyt for mig pludselig at bære anførerbindet – og det er en ære at overtage det efter [Jesper] Brinck (nu færøsk mester med IK Klaksvik] og Lenny [Jacob Linnet, nu AC Horsens], men jeg tager det nu meget stille og roligt og har egentlig ikke gjort så meget anderledes. Jeg har været vant til at gå forrest, arbejde hårdt og sætte holdet over mig selv,” lyder det fra Brabrand-anføreren.

Det er da i høj grad også Michael Pedersens arbejdsmoral og generelt disciplinerede indstilling, der netop har gjort ham fortjent til titlen som anfører for Brabrand IF. I de fem sæsoner, han har spillet i Brabrand, har han nemlig været vant til at træne flere gange om dagen – og styrketræner i Fitness World hver dag i ugen, undtagen på kampdage. Den vane fik han ”ind som morgenmad”, som han udtrykker det, da han i sin tid spillede i FC Djursland, mens han studerede på Hesselgods Fodboldskole, hvor han bl.a. havde den tidligere AGF-træner og nuværende Brabrand-træner Lars Lundkvist (træner andetholdet i Brabrand IF, der sidste weekend spillede sig op i Jyllandsserien). Og selv til sæsonafslutninger og lignende festlige begivenheder ser man meget sjældent, hvis nogensinde, Brabrand-anføreren med alkohol i glasset – for han skal jo op og træne dagen efter.

Træning med godt humør skal vende den svære periode

Selv når Brabrand ikke er i decideret kamp, og Michael Pedersen derfor ikke har anførerbindet på, spiller han en vigtig rolle for truppen. I ugen op til opgøret mod Fremad har det fx handlet om at bringe gejst og spilleglæde tilbage oven på de sidste to weekenders barske nederlag for Brabrand IF.

”Når man går igennem en svær periode, bliver man nødt til at rykke tættere sammen i bussen. Som anfører er det også min opgave at bringe humør til træning og motivere de andre. Og så går jeg forrest, når det kommer til at træne med høj intensitet, så vi er klar til at overføre det at være ”on fire” til kampsituation. Vi havde selvfølgelig håbet på bedre resultater i de sidste par uger, men vi prøver egentlig bare at fokusere på det positive, vi kan tage med fra kampene, og så tage ved lære af det negative.”

”Vi har det fint i rollen som underdogs”

Når Brabrand inden sidste spillerunde før vinterpausen befinder sig på fjerdepladsen med hele seks point op til Aarhus Fremad, er det da en lidt uvant situation for klubben, der jo blot for to sæsoner siden spillede i 1. division – og selv der i mange henseender beviste, at de kunne begå sig. Men når man gør det godt i de mindre rækker, kommer der også større interesse fra klubber på højere niveau, og det har i den grad været tilfældet i Brabrand i denne sæson, hvor de mistede fire nøglespillere i transfervinduet – hvoraf to forsvandt efter sæsonen var startet. Det krævede nogle pludselige omstillinger og kostede da også uden tvivl både mål og point.

Nu ser Aarhus Fremad så ud til at have overtaget og er uden tvivl lige nu et yderst fortjent tophold i 2. divisions Gruppe 2. Trods det at Brabrand endnu ikke har tabt til Fremad i år, ved både spillere og trænere da også, at de må indtage rollen som underdogs i dette lokalopgør mod Aarhus Fremad.

”Rollen som underdogs ligger jo egentlig meget godt til os – det mærkede vi også, da vi spillede i 1. division – så den rolle passer os helt fint. Det kan lyde lidt kedeligt, men vi kigger altid kun én kamp frem og fokuserer på den, så vi kigger egentlig ikke så meget på tabellen. Vi har det med at miste nogle spillere i transfervinduerne, og så skal vi sætte noget nyt sammen igen. Det er vi efterhånden ved at være vant til, men vi får på en eller anden måde altid sat noget godt sammen igen, og det vil vi blive ved med,” lyder det afslutningsvist fra Michael Pedersen, der går forrest i morgen, lørdag, kl. 14:00, når Brabrand entrerer Riisvangen Stadion – hvor der desuden er blevet givet dispensation til at spille på græs – til sidste kamp i 2019.

Vi opfordrer ALLE til at møde op på Riisvangen Stadion i Århus Nord (Trøjborg) og støtte Brabrand i denne vigtige kamp. Der er GRATIS ENTRÉ for alle, og Aarhus Fremad sigter mod at få 1000 tilskuere til at møde op til dette vigtige lokalbrag. Der er kick-off kl. 14:00.

Kampen vises dog også, som altid, LIVE på EB+

Brabrands trup til kampen:

  • 1. Mark Solis
    2. Tobias Olesen
    4. Emil Nielsen
    5. Simon Vesterbæk
    6. Lasse Tougaard
    7. Anton Søjberg
    8. Pall Helgason
    10. Mike Kaljo
    11. Frederik Poulsen
    12. Michael Pedersen
    13. Jesper Henriksen
    14. Lasse Møberg
    16. Kasper Andersen
    17. Casper Lykke
    20. Malthe Boesen
    22. Henrik Borup
    23. Malte Færge
    30. Henrik Lindhard

Foto: Ole Nielsen / Tekst: Brit Sørensen

Brabrand Stadion

Engdalsvej 86-88
8220 Brabrand

Webdesign: inno:media