• brabrandif 34 original
  • Kampe i oktober 2
  • brabrandif 39 original
  • AURA
  • brabrandif 37 original
  • brabrandif 40 original
  • brabrandif 38 original

Presse     Facebook     Søg

Fabelagtig sejr over puljens stærkeste mandskab

Frederik Poulsen header 050918 03 650

Det var efter cheftræner Tom Søjbergs egen vurdering det stærkeste hold i dette års 2. division efter Superliga-nedrykkerne fra FC Helsingør, der kom på besøg på Brabrand Stadion lørdag eftermiddag. Udeholdet fra Middelfart Boldklub havde endda trænet på kunstunderlag i to uger op til kampen, hvorimod Brabrand udelukkende har trænet på græs. Det virkede derfor ikke umiddelbart til Brabrands fordel, da det blev bestemt kort før kampstart, at kampen skulle spilles på kunstgræs. Alligevel spillede Brabrand sin bedste 1. halvleg måske nogensinde og alt i alt en fremragende kamp, der endte med en 2-0 sejr over det, der på papiret var puljens stærkeste hold.

Der havde været en del polymik omkring kampafviklingen forud for dagens kamp, da Brabrands anlæg desværre ikke er kendt for at kunne suge nedbør i helt så effektiv grad som på andre anlæg i 2. division. Middelfart talte derfor for at afvikle kampen på kunstgræs, hvilket Brabrand dog helst ville undgå. I den sidste ende fik Middelfart sin vilje, men Brabrand havde sat sig for at gøre livet surt for udebaneholdet. Det kom dog nok alligevel bag på de fleste, at de kunne gøre det i så overbevisende grad, at de sad fuldkommen på spillet i 1. halvleg og forhindrede Middelfart i at komme til noget, der mindede om en ærlig chance. Da Frederik Poulsen headede bolden i mål efter 26 minutters spil efter et frispark i venstre side, var jublen da heller ikke til at tage fejl af.

Lasse Buch Mberg 19101903 450Anden halvleg skulle dog blive helt anderledes – hvor Middelfart fik lov til en del mere end i 1. halvleg og pludselig kom til et hav af chancer, hvoraf de fleste dog endte langt over mål. I stedet kunne Brabrands indskiftede Lasse Møberg løbe i fuld firspring mod mål på en kontrachance med kun to minutter tilbage af den ordinære spilletid og placere bolden på et sølvfad for Mike Kaljo, der sendte bolden sikkert ind bag Middelfart-målmand Casper Radza til slutresultatet 2-0.

Brabrand rykker op på andenpladsen

Middelfart var tydeligt frustreret efter kampen, hvilket da også var helt forståeligt. Ikke blot tabte de dagens kamp mod et måske lettere undervurderet Brabrand-mandskab. De måtte også se sig hensat til tredjepladsen i tabellen, eftersom Brabrand rykkede op som nr. 2 – lige efter det andet Århus-mandskab Aarhus Fremad, som Brabrand møder i et brag af en topkamp i sidste spillerunde inden vinterpausen (d. 9. november på Riisvangen).

En af dagens afgørende spillere for Brabrand blev Frederik Poulsen, der scorede kampens første mål. Det var dog langt fra hans første mål i sæsonen, da han også scorede så sent som sidste weekend mod FC Sydvest 05 Tønder – på et særpræget saksespark. Fire mål er det nu blevet til indtil videre i denne sæson for den lyshårede spydspids, der altid giver sig 100% på banen for Brabrand IF.

”Jeg kalder den for stimen. Jeg havde den også oppe i Vejgaard, da jeg spillede med dem i 2. division i efteråret. Det er, som om når først de går ind, så løber jeg de rigtige steder. Jeg kan gå et helt år, hvor jeg ikke rigtig kommer til det store – og så lige pludselig så kommer der bare hul på det. I kan i hvert fald forvente flere mål nu, det er stensikkert. Jeg er sulten på det og tror på det nu,” lød det selvsikkert fra dagens målscorer efter kampen, hvor han da heller ikke lagde skjul på vigtigheden af dagens sejr i forhold til klubbens overordnede mål om at spille sig tilbage i 1. division.

Vanvittig vigtig sejr

”Det betyder vildt meget. Vi skal holde fast i Helsingør ovre i den anden [pulje]. De har det nok lidt nemmere derovre – de får nemt skrabet nogle point til sig, og vi skal ligesom kæmpe lidt mere for det. Der er rigtig mange gode hold i den her pulje, så det gælder bare om at tage så mange af de her point som muligt. Middelfart slår vi så i dag – en af vores største konkurrenter – det er bare vanvittigt vigtigt og mega tilfredsstillende. Så vi er bare opsatte nu på AB [Gladsaxe].”

Når Frederik Poulsen nævner AB, er det, fordi det er næste weekends modstander – og denne gang på udebane i Gladsaxe. Første opgør mellem de to hold endte i en uforglemmelig underholdende 4-4 kamp ligeledes på Brabrands kunstgræsanlæg. Dengang var AB puljens suveræne og ubesejrede tophold. Nu har de dog pludselig tabt tre af de seneste fire kampe, så det er nok en noget anden attitude, de kommer med imod Brabrand, der nu ligger fem point og to pladser foran AB Gladsaxe i tabellen.

Se øvrige resultater, stilling m.m. HER

Se hele interviewet med Frederik Poulsen HER

 

Foto: Ole Nielsen / Tekst: Brit Sørensen

Brabrand Stadion

Engdalsvej 86-88
8220 Brabrand

Webdesign: inno:media