• brabrandif 34 original
  • Kampe i september 2
  • brabrandif 39 original
  • AURA
  • brabrandif 37 original
  • brabrandif 40 original
  • brabrandif 38 original

Presse     Facebook     Søg

Søjberg vil ikke undervurdere Dalum i sæsonpremieren

  • Publiceret: Fredag, 02. august 2019 17:10

Tobi 650En ny sæson står for skud, når Brabrand IF lørdag drager mod Fyn, hvor modstanderen hedder Dalum IF. Mange nye spillere er kommet til, og ifølge cheftræner Tom Søjberg er holdet fit for fight og klar til kamp for de tre point.

Der er sket ting og sager i Brabrand IF, siden oprykning til 1. division glippede i sidste øjeblik for snart to måneder siden. Nye spillere er kommet til, mens andre har forladt klubben, heriblandt assistenttræner Marc Højland Jepsen. Og så har Brabrand spillet en god håndfuld træningskampe, hvor der har været lovende takter at spore.

Overblik over sommerens transfers

Men lad os lige starte med de spillere, der er kommet til klubben, og som er klar til at tørne ud for Brabrand. Først og fremmest skal nævnes en god gammel kending, Lukas Enevoldsen, som efter en sæson i Thisted med 1. divisionsbold, er vendt tilbage til Brabrand IF. 26 år er den hårdtarbejdende forsvarsslider nu blevet og cheftræner Tom Søjberg forventer vilje og gejst fra den tilbagevendte spiller.

”Lukas har været savnet i klubben for alle de ting, han besidder. Især hans erfaring, rutine og generelle glæde ved fodbolden har vi manglet. Han er også fantastisk i omklædningsrummet og spreder godt humør blandt alle, samtidig med at han kender klubben ind og ud. Så det er vi meget glade for”, siger Tom Søjberg om den tilbagevendte spiller.

Desuden er den tidligere Skive-spiller Jesper Henriksen, som efterhånden har mange 1. divisionskampe i benene, klar til at sprudle for Brabrand IF efter at have været præget af eftervirkningerne af en skade hele foråret. Også målmand Søren Vedsted, som er kommet fra Svendborg/Oure og Emil Nielsen fra Vejle Boldklubs U19-hold er nye mænd på holdkortet til kampen mod Dalum IF. 20-årige Simon Vesterbæk fra Ringkøbing er ligeledes kommet til klubben, idet han er flyttet til Aarhus for at studere – en spiller der ifølge Tom Søjberg kan spille mange steder på banen, men det mest oplagte er i firebackkæden. Til sidst er den 19-årige kantspiller Ayman hentet til.

Desværre har Brabrand måttet vinke farvel til Simon Riis, som efter ni år i klubben bevæger sig nordpå til Randers med familien. Simon Riis var en ægte kulturbærer, som har spillet en vigtig rolle i klubben i mange år, og derfor skal der lyde et stort tak og held og lykke fremover til Simon. Også Marcus Sloth Jørgensen er væk, da han skifter til VSK Aarhus, ligesom Issa Kharoub fremover tørner ud for Vatanspor. Desuden har Brabrand IF måttet vinke farvel til reservemålmand Oliver Milton, der er rejst til Malaga.

Transfervinduet er åbent frem til slutningen af september, så der kommer muligvis mere nyt på den front hen ad vejen.

Tilfreds cheftræner

På fodboldbanen har Brabrand spillet tre træningskampe inden sæsonpremieren lørdag. Først blev det til et 2-1 nederlag til Vejle, derefter spillede Brabrand 3-3 mod Randers og tabte 0-1 til Middelfart, inden Odder til slut blev slået med 3-0 på Brabrand Stadion – en kamp, hvor nytilkomne Jesper Henriksen scorede kampens sidste mål. De øvrige mål blev leveret af Mike Kaljo på straffespark og prøvespilleren Henrik Hykkelbjerg fra Kjellerup. Alt i alt er Tom Søjberg godt tilfreds med spillet i træningskampene.

”Jeg er tilfreds med selve spillet, men indimellem synes jeg, at vi har slappet lidt for meget af i kampene. Bl.a. mod Odder, hvor de flere gange kunne vikle sig ud af det pres, vi forsøgte at lægge på dem. Det skal vi gøre bedre, men overordnet er jeg tilfreds med kampene,” uddyber Tom Søjberg.

En svær kamp i vente

Dalum IF havde en mere end vanskelig sidste sæson og var blot 10 minutter fra nedrykning, inden de reddede sig med nød og næppe, da Patrick Naundrup scorede sent inde i kampen mod Marienlyst og sikrede tre point. Brabrand IF havde da også godt styr på Odense-klubben sidste sæson, hvor det sidst blev til en 2-0-sejr. Kampen var dog kendetegnet ved et hav af brændte chancer for Brabrands vedkommende, men Dalum IF er et hold, man endelig ikke må tage fejl af, mener Tom Søjberg.

”Dalum spiller rigtig god fodbold, og hvis de rammer dagen, kan de spille sig igennem alle hold. De er gode på bolden, og sidste sæson, så man bl.a. hvordan de voldte Kolding IF store problemer. Derfor er det vigtigt, at vi sidder tæt på dem, så kampen ikke bliver på deres præmisser. Gør den det, bliver det en meget svær kamp. Det vigtigste i kampen er stort set, at de ikke får tid og rum på bolden, og at vi dækker godt op,” fortæller Tom Søjberg.

Brabrands trup til sæsonpremieren mod Dalum IF:

  • 1. Søren Vedsted
    2. Tobias Olesen
    3. Lukas Enevoldsen
    4. Emil Nielsen
    5. Simon Vesterbæk
    6. Lasse Tougaard
    7. Anton Søjberg
    11. Frederik Poulsen
    12. Michael Pedersen
    13. Jesper Henriksen
    14. Lasse Møberg
    16. Kasper Andersen
    17. Casper Lykke
    19 Jakob Linnet
    20 Malthe Boesen
    23 Malte Færge

  • Der er kick-off kl. 14.00 på Lars R. Jacobsen Park i Dalum.

Se ALLE Brabrands kampe LIVE og læs artikler, analyser m.m. på Ekstra Bladets hjemmeside

Ekstra Bladet har i den nye sæson valgt at sætte fokus på 2. division ved at oprette et særligt forum på avisens hjemmeside med uddybende artikler, optakter, analyser og ikke mindst LIVE-streaming af samtlige 2. divisionskampe. Det kræver dog et såkaldt ++abonnement, der koster omkring 40 kr. / måned.

Klik på dette link for at læse mere og tegne abonnement.

 

Tekst: Jonas Dalbøge / Foto: BS Sports & Media

Brabrand Stadion

Engdalsvej 86-88
8220 Brabrand

Webdesign: inno:media