• brabrandif 34 original
  • Kampe i september 2
  • brabrandif 39 original
  • AURA
  • brabrandif 37 original
  • brabrandif 40 original
  • brabrandif 38 original

Presse     Facebook     Søg

En svær kamp og en flot fodbolddag i vente mod Fremad

  • Publiceret: Fredag, 16. august 2019 16:28

Henrik Borup 060819 02 650

Brabrand IF er indtil videre ubesejret i efterårssæsonen, og lørdag kommer den status for alvor på prøve, når lokalrivalerne fra Aarhus Fremad kommer på besøg på Brabrand Stadion. Så sent som i sidste uge mødtes de to hold i Sydbank Pokalen, og det blev til en dramatisk tæt affære på Riisvangen, hvor BIF i den sidste ende løb med sejren efter forlænget spilletid. De gul-og-sort-stribede fra Aarhus Fremad vil uden tvivl kæmpe for at få revanche i lørdagens lokalopgør i 2. division Vest.

”Det her er jo virkelig en af de fede kampe. Faktisk savnede vi jo de her lokalopgør mod Aarhus Fremad, da vi spillede i 1. division. Alle synes jo, at de her opgør er klassiske, der er virkelig knald på, og spillerne skal være HELT klar og er da også HELT opsatte til på lørdag. Det bliver uden tvivl et fedt opgør og en god dag på Brabrand Stadion,” udtaler Brabrands træner Tom Søjberg forud for kampen.

Marginalerne bliver afgørende

Brabrand har makspoint efter to sejre (over Ringkøbing og Dalum) i de første to kampe i 2. division og ligger på førstepladsen sammen med AB. Aarhus Fremad ligger på 3. pladsen med fire point fra en sejr over Næsby og uafgjort mod Dalum. Statistisk set er Brabrand oftere kommet sejrrigt ud af lokalopgørene mod Aarhus Fremad, end tilfældet er for lokalrivalerne fra Århus Nord. Men siden Morten Mølkjær satte sig i trænersædet sidste efterår er det blevet til en sejr til begge hold samt to uafgjorte. Senest spillede de to hold 1-1 i oprykningsspillet til 1. division i juni måned (foruden sidste uges pokalkamp).

Alt andet lige hjælper det naturligvis lidt på forberedelserne, at holdene lige har mødt hinanden og således er opdateret på nye spillere, styrker og svagheder. Men opgørene er som regel så tætte, at det er marginalerne, der i den sidste ende vil gøre udslaget.

”Marginalerne kan man ikke ændre på, de har lidt deres eget liv. Men det vigtigste er, at vi kommer godt fra start – det betyder dog ikke nødvendigvis, at man ender som vinder. Vi vil gerne dominere kampen og vil gerne holde kampen tæt. Hvis det kan lade sig gøre, viser vores erfaring, at vi i den sidste ende kan have marginalerne på vores side,” lyder indstillingen fra Tom Søjberg.

På Riisvangen Stadion samlede pokalopgøret 800 tilskuere tirsdag aften i sidste uge. Om der kommer lige så mange på Brabrand Stadion lørdag eftermiddag, vil tiden vise, ligesom både resultat og dagens vinder kan blive både en dreng og en pige. Uanset hvad slår Tom Søjberg dog én ting fast med syvtommersøm:

”Vi ved, der venter os en rigtig god og svær kamp – og også en rigtig flot fodbolddag på Brabrand Stadion, hvor banen er virkelig god lige nu.”

Kampen sparkes i gang kl. 14:00. Se stilling, øvrigt kampprogram m.m. her.

 

Tekst: Brit Sørensen / Foto: Ole Nielsen

Brabrand Stadion

Engdalsvej 86-88
8220 Brabrand

Webdesign: inno:media