Presse     Facebook     Søg

Vigtig revanche venter i sæsonafslutning

  • Publiceret: Fredag, 03. Juli 2020 22:01
  • Skrevet af Brit Sørensen

650 Jacob Dyrborg Linnet mod VSKDet var fedt, da sæsonen endelig blev skudt i gang igen efter den alt for lange ufrivillige corona-pause. Men lige som man føler, man er kommet i gang, er det hele slut igen. Sæson 2019-20 lakker mod enden for 2. division, og således også for Brabrand IF, der lørdag ikke har andet end æren at spille for – og så også spiller for at få en tiltrængt revanche mod et Vanløse-mandskab, der gav problemer på hjemmebane i oprykningsspillet sidste år.

”Vi skal vise, at vi kan slå Vanløse på hjemmebane – det skylder vi at vise, efter de slog os sidste år. Det bliver helt klart vores største motivation i morgen,” udtaler cheftræner Tom Søjberg inden kampen.

De to hold mødtes senest i oprykningsspillet sidste år, hvor Vanløse lidt overraskende vandt 3-1 på Brabrand Stadion – bl.a. på to mål af angriberen Mohamad Al-Naser, der stadig er en del af truppen. Klubben sluttede sidste år på en 9. plads i 2. divisions oprykningsspil, og det er præcis den plads, klubben indtager i den nuværende tabel forud for kampen i morgen.

”De har et fint hold og sluttede på en sikker andenplads i grundspillets pulje 1 efter FC Helsingør. Det ser dog ud til, de har haft det svært efter corona-pausen, hvor de senest er løbet ind i tre nederlag i træk. Men de har et godt hold og kan bestemt godt spille fodbold, så vi forventer en god kamp på Brabrand Stadion i morgen, hvor vi selvfølgelig gerne vil slutte godt af foran vores hjemmepublikum,” lyder det fra Søjberg.

God gammel kending gjorde comeback i Brønshøj

Ligesom mange andre klubber døjer med skadesproblemer i det komprimerede post-corona slutspil, er Brabrand efterhånden også ret hårdt ramt. Frederik Poulsen fik en støvle i hovedet i onsdagens kamp i Brønshøj og måtte efterfølgende syes i panden. Casper Lykke døjer også med en flænge på læggen og har været på antibiotika, hvilket gjorde ham ukampdygtig i onsdagens kamp. Arbejdshesten Lasse Møberg har spillet 3x90 minutter på halvanden uge og er godt mør – ligesom Thomas Viggers også er det. Desuden afventer Malthe Boesen svar på en corona-test efter at have været i kontakt med en person, der senere har udviklet symptomer på corona.

Så spillertruppen er ramt på pumperne inden lørdagens opgøre, hvor trænerteamet har en del ubekendte faktorer at gøre op med.

Ekstra glædeligt er det derfor, at tidligere topscorer og mangeårig profil i klubben, Kenan Hajdarevic, gjorde comeback i Brønshøj, hvor han gjorde et fint indhop i 2. halvleg. Kenan (med en fortid i AC Horsens og Sønderjyske) rykkede fra Brabrand i vinteren 2018, da han fik tilbudt en kontrakt hos 1. divisionsklubben FC Fredericia. Senere gik turen til spanske Atlético Ibañés, hvor han dog desværre var så uheldig at rive sin akillessene over, hvorfor han har siddet ude i et år. Brabrand-tilskuerne kan altså glæde sig til et gensyn med Kenan, når Brabrand IF slutter sæsonen af mod Vanløse lørdag kl. 14:00 på Brabrand Stadion.

Ligesom ved de øvrige hjemmekampe i dette års (usædvanlige) slutspil er der gratis adgang, og vil man være sikker på at komme ind, skal man medbringe sin egen stol (vi kan tilbyde siddeplads til de første 100 tilskuere). Vel mødt til sæsonens ALLERSIDSTE kamp i 2. division på Brabrand Stadion!

Brabrand Stadion

Engdalsvej 86-88
8220 Brabrand

Webdesign: inno:media