Kampprogram i 2. division indstilles i 14 dage
Som følge af Statsministerens udmelding torsdag aften om yderligere tiltag for at bekæmpe spredning af COVID-19/coronavirus har Divisionsforeningen ageret hurtigt og indtil videre besluttet at suspendere kampprogrammet for landet tre bedste rækker – Superligaen, 1. division og 2. division – foreløbigt for de næste to uger.
Det betyder således, at følgende af Brabrand IF’s kampe udsættes på ubestemt tid:
- 14. marts Jammerbugt – Brabrand IF
- 21. marts Brabrand IF – Dalum IF
Vi melder yderligere ud, når vi kender de nærmere omstændigheder, og indsætter for en god ordens skyld her den netop udsendte pressemeddelelse fra Divisionsforeningen.
Pressemeddelelse, udsendt af Divisionsforeningen d. 12. marts 2020
Dansk klubfodbold lukker ned i to uger
Divisionsforeningen lukker nu ned for al fodbold i de næste to uger. Det gælder for de tre bedste rækker 3F Superliga, NordicBet Liga og 2. Division.
Efter Statsministerens pressemøde i aftes har Divisionsforeningen besluttet at udskyde de kommende kampe i de tre bedste fodboldrækker – foreløbig i to uger. Det betyder konkret, at den allerede udskudte kamp i aften mellem AGF og Randers ikke bliver spillet – ligesom kampene i de næste to runder heller ikke bliver afviklet.
”Præcist hvad det får af betydning for afviklingen af turneringerne kigger vi på den kommende tid. Her og nu handler det i første omgang på at reagere på myndighedernes udmeldinger og sikre, at vi i dansk fodbold gør, hvad vi kan for at mindske smitterisikoen. Vi følger fortsat med i de udmeldinger, der kommer fra myndighederne. Hvad der rent praktisk kommer til at ske med de udsatte kampe og resten af sæsonen melder vi ud, når vi ved mere,” lyder det fra Divisionsforeningens direktør Claus Thomsen.