Presse     Facebook     Søg

Sæsonoptakt med midtstopper Daniel Lundholm

650 Daniel Lundholm 070320 04Optakten til denne sæson har på flere parametre været noget anderledes for BIF-spillerne, ikke desto mindre var det en positivt indstillet spillertrup, brabrandfodbolds udsendte var ude at snakke med torsdag, efter sidste træning frem mod premieren.

Daniel Lundholm, der efterhånden har været i klubben i 5-6 år og blandt andet, også var med til at spille 1. Division i BIF, tog sig tid efter træning til at sætte nogle ord på stemningen og målsætningen frem mod den kommende sæson.

”Det har været meget at se til (henover sommeren), men jeg vil sige at vi har vist et fantastisk sammenhold. Stammen hernede er solid og vi er mange der har været med hernede rigtig længe. Langt hen ad vejen ser det rigtig fint ud. Det kan jo gå hen og blive lidt af en solstrålehistorie”.

”Stemningen er sgu fin, super fint humør i truppen. Meget er som det plejer, på banen så spiller vi, så på den måde er der ikke noget nyt under solen”

Til det afsluttende spørgsmål om målsætning, er det en meget realistisk Lundholm, der reflekterer:
”Der er mange ting at fokusere på inden vi begynder at snakke om målsætning, det har hvert fald ikke været på tapetet endnu. Vi tager det lidt hen ad vejen.” slutter BIFs nummer 4.

Spillertruppen ser frem mod denne sæson også en smule anderledes ud end den, der var med til at spille BIF til en placering som nummer 4 i oprykningsspillet sidste sæson.

Mest markant er afgangene af angriber Lasse Møberg og forsvarsspiller Emil Nielsen, der begge blev tilbudt kontrakter af henholdsvis Skive i 1. Division og 2. divisionskonkurrenten Jammerbugt.

På den positive front er der tilført nyt blod til truppen i form af Frederik Jørgensen der er kommet til fra AGF’s U-19 hold, Benjamin Suner der er ny mand fra Hedensteds DS-hold og så er Kenan Hajdarevic tilbage efter at have siddet ude hele sidste år med en skade.

Ny Struktur i 2. Division

Klubberne i 2. Division blev i corona-pausen enige om en strukturændring.

Ændringen betyder, at den nuværende 2. Division fra 2021/22 sæsonen bliver niveauopdelt i to selvstændige rækker. De to rækker skal benævnes 1. Division og 2. Division, og de bliver dermed dansk fodbolds 3. og 4. bedste række.

Dermed bliver sæsonen 2020/21 en overgangssæson med 28 hold i 2. Division.
Den spilles
i en Øst-pulje og en Vest-pulje med 14 hold i hver og bliver spillet som en ”lige ud turnering” over 26 spillerunder, hvilket matcher det faktum, at det bliver en forkortet sæson grundet COVID-19.

BIF er naturligvis en del af Vest-puljen og kan således nøjes med at skulle over Storebælt 3 gange med udekampene mod B93, Holbæk og Frem.

I sæsonen 2020/21 vil de to 1’ere over de 26 runder rykke op, mens de fire nederste hold fra hver pulje (otte hold i alt) rykker ned i Danmarksserien og bliver erstattet af fire oprykkere fra Danmarksserien.

For alle øvrige hold i 2. Division den kommende sæson gælder, at hvis man bliver nr. 2-6 i sin pulje, så kvalificerer man sig til en kommende 1. Division sammen med de to nedrykkere fra NordicBet Liga. Bliver man nr. 7-10, så er man en del af en kommende 2. Division sammen med de fire oprykkere fra Danmarksserien.

Kampen mod Næsby
Førsteholdet indledte forberedelserne frem mod den nye sæson i starten af august og er ubesejrede i deres 3 træningskampe. Det startede med sejre, først mod VSK og senere et hold af franske akademispillere og i generalprøven, i søndags, mod ny oprykkede Holstebro blev det til et 1-1 resultat.
Efter kampen følte træner Tom Søjbjerg, at der manglede de sidste 5-10% frem mod premieren, men mon ikke BIF har brugt den seneste uge på at finde den sidste skarphed frem.

Næsby var sidste sæson en del af nedrykningsspillet og endte sæsonen 4 point over nedrykningsstregen.
Henover sommeren har de dog forstærket sig med Mads Aasgaard og Alexander Molberg, der begge kommer til klubben med flotte CV’er.
Ligeledes har de styrket staben omkring holdet med blandt andre Jan Vingaard, der er tiltrådt i en rolle som scout og rekrutteringsansvarlig.

Alt tyder på det bliver en meget lige kamp, når BIF åbner sæsonen i Næsby lørdag klokken 14:00. Se kampen LIVE på ekstrabladet.dk

Tekst: Christoffer Hansen / Foto: Ole Nielsen

Brabrand Stadion

Engdalsvej 86-88
8220 Brabrand

Webdesign: inno:media