Tom Søjberg forventer opsatte spillere mod formstærke Vejgaard
Tom Søjberg og resten af Brabrand-staben kunne næppe have forestillet sig en mere tilfredsstillende start på sæsonen pointmæssigt, end den Brabrand har fået. Fire sejre i de første fire kampe og tilmed to sejre i lokalopgørene mod Aarhus Fremad, den ene i pokaltuneringen, taler sit tydlige sprog. Men ikke alt er guld og grønne skove i Brabrand, og Tom Søjberg mener stadig, spillet kan forbedres på flere punkter. Onsdag venter endnu en svær opgave, når Brabrand skal en tur til Vejgaard og forsøge at hente yderligere tre point med hjem.
I lørdags leverede Brabrand en glimrende fight mod bysbørnene fra Aarhus Fremad, og kunne til sidst trække det længste strå med en 1-0-sejr. Blot fire dage senere skal Brabrand forsøge at genfinde den vilje og aggression, når de skal en tur til Aalborg for at besejre Vejgaard. Men det bliver alt andet end en let opgave. Vejgaard har nemlig også fået en flot start på sæsonen og ligger efter tre spillerunder nummer tre i ligaen.
Tæt kamp i vente
Tom Søjberg ser frem til en kamp med høj intensitet og hårdt spil mod Vejgaard. Og skal Brabrand trække sig sejrigt ud af opgøret onsdag aften, er det vigtigt, alle mand giver alt.
”Vejgaard er et hold, der kan brænde sig selv helt ud og være vildt svære at spille imod, især når de lige rammer dagen. Derfor er det helt essentielt, at vi kan matche deres duelspil og dæmme op for deres løb, som de uden tvivl vil komme med mange af, som kan true vores bagrum. Vi skal være klar fra start og 100 % koncentrerede på udfordringen” fortæller Tom Søjberg.
God stemning men plads til forbedring
Den gode start på sæsonen har naturligvis sat sig i spillerne, og Tom Søjberg kan sagtens mærke det på dem til dagligt. Men han vil ikke kun definere stemningen som god, den er også fuld af forventning om, at tingene skal gå deres vej.
”Vi har det godt til træning som altid, og spillerne virker opsatte på at blive ved med at vinde kampe. Vi har gjort alt, hvad vi kunne indtil videre og leveret alt, hvad vi kunne. Derfor har vi fået de sejre, vi har fået. Men der er stadig blandt spillerne og hos mig personligt en forventning om, at mange af tingene kan gøres bedre. Realiteten er, at vi har været lidt heldige med at vinde et par kampe,” fortæller Tom Søjberg og tilføjer, at han generelt ikke synes, spillet har hængt godt nok sammen.
”Vi er ikke afstemte nok i vores tilgang til kampene og står ikke godt nok på banen. Vi skal dække bedre op og give endnu mere i nærkampene. Vi har lige manglet det sidste, og det skal der naturligvis arbejdes på,” uddyber Tom Søjberg.
Tom Søjberg tilføjer desuden, at der er en god chance for, at Brabrand vil justere lidt i opstillingen, da holdet har spillet mange kampe de sidste to uger.
”Igennem alle de år, jeg har været i Brabrand, har vi haft held med at justere i mange kampe, for at holde spillerne friske både fysisk og mentalt. Kampprogrammet har været hårdt her i starten, og derfor forventer jeg også, at vi vil ændre nogle ting til kampen mod Vejgaard,” varsler Tom Søjberg.
Brabrands trup mod Vejgaard:
-
1. Søren Vedsted
5. Simon Vesterbæk
6. Lasse Tougaard
7. Anton Søjberg
10. Mike Kaljo
11. Frederik Poulsen
12. Michael Pedersen
13. Jesper Henriksen
14. Lasse Møberg
16. Kasper Andersen
20. Malthe Boesen
21. Lukas Enevoldsen
22. Henrik Borup
23. Malte Færge
Der er kick-off på Soffy Road kl. 18:30. Se kampen LIVE med det særlige Brabrand-sæsonkort, som kan købes HER. Adgang til LIVE-streaming findes HER.
Tekst: Jonas Dalbøge / Foto: Ole Nielsen