Presse     Facebook     Søg

Brabrand lejer Michael Zacho i AGF

Michael Zacho til Brabrand

Det har langt fra været nogen hemmelighed, at Brabrand-træner Tom Søjberg er på udkig efter forstærkninger til det århusianske 1. divisionshold forud for klubbens videre færd i landets andenbedste række. Nu tilføjer Søjberg et rigtig stærkt kort til truppen i form af 21-årige Michael Zacho, der er noteret for 16 førsteholdskampe i AGF og længe har været anset som et af landets største talenter.

Michael Zacho fik sin fodboldopdragelse i Skovbakken og HEI, og i en alder af 12 år skiftede han til AGF. Allerede som 14-årig var talentet som uomtvisteligt, at han var til prøvetræning i Liverpool. Han fortsatte dog i AGF, hvor han som seniorspiller især har bygget på sin fysik, og den offensive midtbanespiller skifter nu til Brabrand på en lejeaftale for resten af sæsonen.

Brabrand får i Michael Zacho en hurtig, driblestærk og teknisk dygtig spiller. Og så er der også masser af mål i den unge århusianer, der i sæsonen 2014/15 blev delt topscorer (15 mål i 22 kampe) i U19-ligaen sammen med FC Midtjyllands Mikkel Duelund.

Michael Zacho har første træning med sin nye klub torsdag aften, hvor Brabrand træner på kunstgræsanlægget i TST kl. 17:00-18:30. Han forventes allerede at komme i kamp lørdag i Brabrands træningskamp mod Odder, hvor han vil få spillertrøje nummer 8.

Følg med på Brabrands sociale medier, hvor der vil deles interview med Michael Zacho efter torsdagens træning:

YouTube

Facebook

Twitter

Brabrand Stadion

Engdalsvej 86-88
8220 Brabrand

Webdesign: inno:media