Velkommen til Frederik Selch Poulsen
- Publiceret: Torsdag, 11. januar 2018 09:31
Løbestærk midtbanespiller Frederik Poulsen til Brabrand
Brabrands førsteholdstrup, der genoptog træningen tirsdag aften, tilføjer den 27-årige midtbanespiller Frederik Selch Poulsen i kampen for overlevelse i 1. division. Poulsen har tidligere spillet 2. division i Vejgaard og er netop kommet hjem efter et halvt års ophold på Færøerne.
”Det har været positivt og dejligt at komme i gang igen. Man skal lige falde til, og jeg synes, jeg har fået en rigtig fornuftig start med gutterne,” lyder det fra Poulsen.
Frederik Poulsen har trænet med siden tirsdag aften og har sammen med cheftræner Tom Søjberg lagt en tydelig plan for, hvor han skal gøre en forskel for holdet.
”Jeg kommer nok til at bidrage meget med mit løbearbejde og mit presspil især – og så må vi se, om der ikke også kommer et par mål.”
SE OGSÅ: VIDEOINTERVIEW MED FREDERIK POULSEN
Cheftræner Søjberg er glad for at have fået en aftale på plads med Poulsen, som han har haft i kikkerten i noget tid.
”Vi kender ham bedst fra Vejgaard (2. division), hvor han kom drillende, og nu har han været en tur på Færøerne. Vi har haft ham med til træning allerede i efteråret, og der kunne vi se, at der var nogle krummer i ham, og at han har nogle ting, vi kan bruge. Han passer rigtig godt ind i den måde, vi tænker fodbold på,” udtaler cheftræneren.
Mentalt stærk og topmotiveret
Med Frederik Poulsen får Brabrand også en mentalt stærk spiller, der tidligere har været udsendt som soldat i Afghanistan. Og så er der ingen tvivl om Poulsens motivation. Selvom der er knap to måneder, til forårssæsonen starter, har han således allerede regnestykket klar for, hvordan Brabrand kommer bedst muligt i gang i foråret for at sikre overlevelse i landets næstbedste række.
”Jeg tror helt klart på, at Brabrand stadig har en chance. Er det syv point, vi har op. Vi har Fremad Amager i den første kamp. Hvis vi lægger ud med at vinde den, så er der kun fire. Og så har vi Skive fire kampe senere – to sejre der, så er vi jo med i det,” lyder det klare budskab fra Brabrands nye midtbanespiller.
Flere til- og afgange i truppen
Inden jul præsenterede Brabrand den 21-årige angriber Lasse Møberg som supplement i angrebet, hvor Kenan Hajderevic er topscorer med syv mål. Der er dog også afgange af fire spillere i forhold til første halvdel af sæsonen. Mads Rosenberg, Nicklas ”Tunna” Knudsen og Mikkel Buur drosler lidt ned af forskellige årsager, mens klubbens økonomi ikke tillader at holde på Nikolai Køhlert, som derfor er på jagt efter en ny klub.
SE OGSÅ: VIDEOINTERVIEW MED TOM SØJBERG OM TIL- OG AFGANGE
Brabrand træner tirsdag, onsdag og torsdag på kunstgræsbanen i Tilst og spiller sin første træningskamp onsdag d. 17. januar kl. 16:00 mod AGF.
Tekst og billede: Brit Sørensen