Presse     Facebook     Søg

Knebent nederlag på Falster

  • Publiceret: Søndag, 03. september 2017 17:20

Mike Kaljo

Store gode perioder i 1. halvleg var ikke nok til at sikre point mod Nykøbing FC, hvor Emil Holten med en sen scoring sikrede hjemmeholdet sejren på 1-0.

Brabrand If havde søndag en af de længere busture, hvor holdet skulle rejse sig efter det efter omstændighederne ærgerlige resultat mod Thisted i sidste weekend. I 1. halvleg så det også længe ud til, at der i dagens kamp skulle point på kontoen.

”Vi har gode perioder i 1. halvleg, hvor vi skulle have scoret. Hvis vi mod et hold som Nykøbing ikke får scoret i disse perioder, så er det også rigtigt svært at få point med hjem,” udtaler assisterende træner, Marc Højland Jepsen, kort efter kampen.

5 minutter før pausen begynder Nykøbing at omstrukturere ved eksempelvis at sætte den tidligere FC Nordsjælland spiller Søren Christensen ind, der med sine over 200 superligakampe og et dansk mesterskab i bagagen får sat ro på hjemmeholdets spil. Til det siger Marc Højland Jepsen:

”Søren Christensen gør en stor forskel efter pausen, hvor de samtidig omstrukturerer centralt, og den kabale får vi simpelthen ikke løst.”

Nykøbing får i løbet af 2. halvleg mere og mere boldbesiddelse, hvor Brabrand samtidig dummer sig i nogle situationer, og det resulterer i en scoring af Emil Holten 10 minutter før tid. Det bliver den eneste scoring i kampen, der ender 1-0.

Brabrand ligger efter 7 kampe på 8. pladsen og kan nu se frem til pokalkampen onsdag aften, hvor 3-0 nederlaget til Vendsyssel skal revancheres. Der er kick off kl. 19.00.

Næste hjemmekamp er søndag kl. 13.45, hvor HB Køge besøger Engdalsvej.

Tekst: Asbjørn Schmidt / Foto: BS Sports & Media

Brabrand Stadion

Engdalsvej 86-88
8220 Brabrand

Webdesign: inno:media