Jens Dalsgaard Stage skifter til AGF
19-årige Jens Dalsgaard Stage skifter tilværelsen i Brabrand IF ud med fuldtidsprofessionelt fodbold i AGF!
Der har i det seneste halve år været meget at glæde sig over i Brabrand IF Fodbold, idet klubben reddede divisionsstatussen i absolut sidste sekund i sidste sæsons 2. Division. Efteråret blev en lang rejse mod toppen af KanalSport Divisionen. Her spillede Jens Dalsgaard Stage (i daglig tale Stage) en stor rolle på den centrale midtbane, som primus motor i maskinrummet leverede han store arbejdsindsatser og Jens scorede sågar også en del mål. Men nu er det altså slut i Brabrand. 19-årige Jens Dalsgaard Stage er solgt til AGF.
Stage skiftede til Brabrand IF Fodbold fra IF Lyseng i sommeren 2013 som 16-årig. Herefter tog udviklingen hurtigt fart, og Stage spillede sig stille og roligt på 2. Divisionsholdet. Han debuterede i en alder af 16 år, og siden har der ikke været nogen tvivl om, at Stage var en spiller, der hurtigt ville blive attraktiv for højere rangerende klubber.
I DBU blev U18-landstræneren også hurtigt opmærksom på, at Brabrand havde en dygtig ung spiller, der begik sig i landets tredje bedste fodboldrække. Jens Dalsgaard Stage står således noteret for 3 unglandskampe i DBU-regi!
I vinteren 2015 trænede Stage hos FC Midtjylland, der viste interesse og den daværende træner i FCM Glen Riddersholm havde kun rosende ord tilovers for Stage. Stage blev dog i Brabrand, men i efteråret opstod interessen fra AGF, der benyttede Stage i op til flere reserveligakampe.
Jens Stage har i opstarten trænet med på Fredensvang, og har overbevist Aarhus' største klub så meget, at AGF i dag besluttede sig for at hente Jens Dalsgaard Stage på en 2-årig kontrakt!
Tom Søjberg om salget: "Stage har for alvor fået fart på karrieren det seneste halvanden års tid, og vi har hele tiden vidst, at han kun var til "låns", idet alle har kendt til hans talent! Jens er om nogen ambassadør for spillere, der i første omgang ikke når igennem nåleøjet til et eliteungdomsmiljø - Jens har på vilje og instinkt vist, at man kan gøre det via en mellemvej som f.eks. en 2. Divisionsklub. Vi er i klubben fantastisk stolte over at kunne give en rigtig Aarhusdreng chancen i AGF, siger Tom Søjberg om Staged skifte til AGF."
Det er med stor stolthed, at Brabrand på nuværende tidspunkt kan være medvirkende i at afgive spillere til Superligaen, og det at kunne afgive lokale spillere til AGF er en stor begivenhed!
Alle omkring Brabrand ønsker Jens Dalsgaard Stage alt mulig held og lykke i AGF!