2. divisionsspillerne på træningslejr i Tyrkiet
- Publiceret: Søndag, 09. februar 2020 19:02
- Skrevet af Brit Sørensen
Tidligt lørdag morgen – i mørke, kulde og blæst – var der usædvanlig meget aktivitet på Brabrand IF’s parkeringsplads. Klubbens 2.divisionsherrer havde nemlig afgang kl. 6:00 mod Tyrkiet, hvor der venter en uges træningslejr med to træningspas om dagen på dejligt naturligt græs under sydens sol i Antalya. I alt 17 spillere er med på træningslejr – heriblandt også nogle nye ansigter, der præsenteres på et senere tidspunkt – og i forvejen er der flere forholdsvis nye spillere i truppen, så fokus er i høj grad på at styrke de sociale relationer spillerne imellem.
Det er efterhånden ved at være en tradition for Brabrands førsteholdsherrer at tage på træningslejr i det sydlige Tyrkiet, hvor badebyen Antalya – der normalt er et yndet sommerferiemål for børnefamilier med masser af all inclusive resorts – i januar og februar indtages af fodboldspillere fra hele verden, der i 1-2 uger lever i deres egen lille boble på et kæmpehotel med swimmingpools, træningsanlæg og buffet flere gange om dagen. Det giver selvsagt de helt optimale forhold for fodboldhold til at komme på græs på et tidspunkt, hvor årstiden ellers giver ugunstige forhold i store dele af verden.
Når så mange hold er samlet i samme by – og endda ofte under samme tag – er det jo også nemt at arrangere træningskampe. Brabrand har under opholdet i Antalya denne gang trukket en sydkoreansk modstander, der normalt spiller for kæmpe tribuner i Asien. Onsdag trækker Brabrand IF således i kamptøjet mod sydkoreanske Ansan Greeners FC for bl.a. at indøve nogle af de elementer, holdet har arbejdet på i vinterpausen frem imod turneringsgenopstarten d. 7. marts.
Trænerteamet Tom Søjberg og Jimmi Nielsen har naturligvis forberedt nogle seriøse og målrettede træningspas, der også skal gøre spillerne gradvist skarpere frem mod ugen efter træningslejren, hvor ingen ringere end Superliga-nedrykkerne fra Vendsyssel FF venter i en træningskamp i Hjørring. Der vil dog uden tvivl også blive plads til lidt sjov og sociale aktiviteter for at styrke sammenholdet i truppen, som netop er en vigtig del af klubbens og holdets DNA. Nye spillere skal fx gerne ”indvies” ved at give et nummer i hotellets karaokebar om aftenen. Der skal derfor lyde en kraftig opfordring herfra til at følge holdets aktiviteter – seriøse såvel som useriøse – under træningslejren i Tyrkiet på Brabrand IF’s sociale platforme (Facebook, Instagram, Twitter og YouTube).
Brabrand IF slap fra Danmark først på dagen og undgik dermed den voldsomme orkan, der ellers har både omdirigeret og aflyst flyafgange hjemme i Østjylland søndag eftermiddag/aften. Straks efter ankomst trak spillerne i fodboldstøvlerne til træningslejrens første træningspas - under blå himmel, men alligevel med en voldsom og kølig vind. Humøret var selvsagt højt, og netop kombinationen mellem seriøsitet og sjov afspejles vist meget godt i denne lille video fra opvarmningen ved dagens træning (N.B. Husk lyd).