Den ultimative test mod Superliga-nedrykkerne
- Publiceret: Lørdag, 22. februar 2020 21:37
- Skrevet af Brit Sørensen
Brabrand-truppen drager søndag en tur nordpå, hvor Superliga-nedrykkerne fra Vendsyssel tager imod på dennes idrætsanlæg i Vrå til det, man nok må betegne som den ultimative træningskamp i Brabrand IF’s vinteropstartsprogram. Vinteren igennem er der blevet trænet hårdt – både med nye ansigter og nye taktiske dispositioner – og trænerteamet lægger ingen fingre imellem, når de over for spillerne gør det klart, at det er NU, man skal overbevise dem om, at man skal være en del af startopstillingen, når Brabrand genoptager sæsonen i 2. division d. 7. marts.
”Jeg glæder mig helt vildt til en god kamp søndag mod Vendsyssel. Det er vildt fedt at få lov til at spille mod et hold som Vendsyssel i deres sidste træningskamp, inden de starter sæsonen op igen i 1. division. Det kan gå hen og blive en rigtig spændende kamp, og jeg håber eddermame, mine spillere vil gå ud og vise, at de godt kan spille med mod sådan en stærk modstander – for det ved jeg, de kan,” lyder den overordnede optakt til kampen fra cheftræner Tom Søjberg.
Ikke nået helt så langt som håbet
Både Vendsyssel og Brabrand har spillet adskillige træningskampe i løbet af vinterpausen – mod både danske og internationale modstandere. Nordjyderne tager dog hul på turneringen en uge før Brabrand IF, og det er efter Søjbergs vurdering rigtig godt, at det ikke er omvendt.
”Da vi oprindeligt planlagde den her kamp, var det med forestillingen om, at vi på det her tidspunkt kun lige skulle have spillet de sidste ting på plads – men vi er ikke nået helt så langt endnu. Truppen som sådan fungerer rigtig godt og spiller godt fodbold ud fra de rigtige værdier. Men vi er alligevel et stykke fra at have en start-11 klar til den første turneringskamp – dels fordi konkurrencen om pladserne er rigtig hård, dels fordi vi stadig har nogle nøglespillere ude med skader, og dels fordi nogle af spillerne svinger lidt for meget i deres præstation,” udtaler Søjberg forud for søndagens kamp.
God træningskamp mod Randers FC U19 i torsdags
Så sent som torsdag aften var Brabrand-spillerne i aktion i den seneste træningskamp, der endte med en 3-1 sejr over Randers FC’s U19-trup. Det var en ekstra træningskamp, der netop var lagt ind i programmet efter hjemkomsten fra træningslejr i Tyrkiet, som ikke alle spillere havde haft mulighed for at deltage i. Det blev en kamp mod en flok hurtige, unge talenter fra Randers, der tydeligt manglede den rutine, som Brabrand-mandskabet repræsenterer – men alligevel blev det til en kamp med gode udfordringer for 2. divisionsholdet.
”De første 20 minutter af kampen hang vores spil ikke så godt sammen, som det skulle. Men vi tager det med fra kampen som noget positivt, at gutterne så hiver hinanden op og står sammen og kæmper for at vinde. Vi fik brugt hele truppen og fik blandet kortene godt. Det gav en masse overskud på banen, hvor der blev arbejdet hårdt, og de gav den virkelig gas for hinanden. Og så tager vi også det positive med fra kampen, at Lasse Møberg scorede et par kasser, så han har fået gang i målscoringen igen og forhåbentlig kan gå ind til forårssæsonen med masser af selvtillid,” lyder det afslutningsvist fra Tom Søjberg.
Kampen mod Randers FC U19 sluttede 3-1 til Brabrand, og udover Møbergs to kasser scorede også Jesper Henriksen for Brabrand – på et følt lob, der blev skruet smukt ind i det lange hjørne.
Træningskampen mod Vendsyssel spilles søndag kl. 13:00 på kunstgræsbanen ved Idrætscenter Vendsyssel i Vrå. Onsdag d. 26. februar kl. 17:00 spilles Brabrands sidste træningskamp i vinterpausen – på hjemmebane mod FC Djursland.
Brabrand IF’s trup til kampen mod Vendsyssel FF:
1. Christoffer Kørschen
2. Jesper Henriksen
3. Thomas Viggers
4. Daniel Lundholm
5. Simon Vesterbæk
7. Anton Søjberg
11. Frederik Poulsen
12. Michael Pedersen
14. Lasse Møberg
15. Emil Nielsen
16. Kasper Andersen
17. Casper Lykke
19. Jacob Linnet
20. Malthe Boesen
21. Henrik Borup
23. Malte Færge
30. Mark Solis
Foto: Ole Nielsen