"Brabrand-bæstet" blev luftet i Vrå
- Publiceret: Søndag, 23. februar 2020 19:12
- Skrevet af Brit Sørensen
Brabrands 2. divisionsmandskab stod søndag eftermiddag over for en stor udfordring i Nordjylland, hvor 1. divisionsholdet Vendsyssel FF, der sidste år begik sig i Superligaen, tog imod til en træningskamp. Ikke nok med at modstanderen divisionsmæssigt var et niveau over Brabrand – den kraftige vestenvind endte også med at skabe store udfordringer, især i 1. halvleg af kampen, hvor Brabrand spillede i strid modvind.
Trænerteamet med klar opfordring til sine spillere
Brabrand IF’s efterår i 2. division har været noget svingende, og der har især været utilfredshed fra trænerteamet omkring defensiven og nogle af de faste elementer i spillet, der skulle bedre på plads. Der er hård kamp om pladserne på holdet for tiden, hvor nye folk har budt sig til hen over vinterpausen, og derfor havde cheftræner Tom Søjberg og assistenttræner Jimmi Nielsen forud for dagens kamp opfordret spillerne til hver især at vise sit bedste for på den måde at bevise, at trænerne bør stille med dem fra start, når turneringen genoptages d. 7. marts.
Det var som sagt en stærk modstander, Brabrand stod over for i dag, og de konstante vindstød af stormstyrke, der herskede under hele kampen, gjorde det på ingen måde til en hverken nem eller god kamp i forhold til flot fodboldspil fra Brabrands side. Det blev dog alligevel en rigtig god træningskamp, hvor der blev gået til stålet, og Brabrand tydeligt fra start viste, at de var kommet til Vrå med høj motivation og energi. Såvel trænere som spillere var således helt tilfredse med måden, hvorpå "Brabrand-bæstet" (som de kalder det) blev luftet i Nordjylland i dag.
Giv IKKE en friløber til Tiémoko Konaté
Med de vindforhold, der nu engang var, løste Brabrand-mandskabet i det store hele også opgaven klogt nok. Men desværre blev der ind imellem givet en friløber til Vendsyssel eller lavet en personlig fejl, som hjemmeholdet kvitterede for ganske resolut – ikke mindst vha. den hurtige venstre kant Tiémoko Konaté, der beviste sin Superliga-klasse sidste år, mens Vendsyssel spillede i landets bedste række, og som også nettede to gange på Vendsyssel Idrætsanlæg søndag eftermiddag (til henholdsvis 2-0 og 3-0 i 2. halvleg).
Det blev kun til ganske få chancer til Brabrand-mandskabet, der dog arbejdede hårdt for sagen og ikke mindst for hinanden – uden brok eller andre distraktioner trods de svære vindforhold, der naturligvis gjorde både clearinger og pasninger svære at forudse destinationen på. I ganske få tilfælde i løbet af kampen glippede de helt basale aftaler, som truppen ellers har arbejdet intensivt med at få helt på plads her i vinterpausen, og tre gange resulterede det altså i mål til hjemmeholdet. Kampen endte således 3-0 til Vendsyssel (Wessam Abou Ali scorede til 1-0 17 minutter inde i 1. halvleg), og Brabrand-bussen kørte efterfølgende hjemad mod Århus med endnu en vigtig erfaring i bagagen plus en masse gode elementer at bygge videre på.
Og bygget videre bliver der allerede helt konkret om ganske få dage, for onsdag kl. 17:00 kommer Danmarksserie-holdet FC Djursland nemlig på besøg på Brabrand Stadion til den sidste træningskamp, inden forårssæsonen sparkes i gang i 2. division på hjemmebane mod Vejgaard lørdag d. 7. marts kl. 14:00.
Foto: Brit Sørensen / BS Sports & Media