Bekræftet: 2. division genoptages på lørdag
- Publiceret: Mandag, 08. juni 2020 16:40
- Skrevet af Brit Sørensen
Som en del af regeringens genåbningsplan efter nedlukningen forårsaget af corona-pandemien er fase 3 blevet igangsat i dag, mandag d. 8. juni 2020. Planen involverer bl.a. en hævning af forsamlingsforbuddet til 50 personer, hvormed 2. division nu endelig kan skydes i gang igen. Divisionsforeningen har netop bekræftet, at 2. division genoptages i den kommende weekend, d. 13.-14. juni.
Som tidligere udmeldt har man været nødsaget til at reducere antallet af spillerunder, hvorfor de resterende gruppespilskampe udgår af programmet, og slutspilsprogrammet nu blot indeholder seks spillerunder. Brabrand IF sluttede dermed gruppespillet i 2. divisions Gruppe 2 på en tredjeplads og har således kvalificeret sig til oprykningsspillet, hvor de i de seks spillerunder skal møde de seks hold fra 2. divisions Gruppe 1.
Brabrand IF spiller første kamp i slutspillet lørdag d. 13. juni kl. 14:00 mod BK Frem på sidstnævntes hjemmebane. Det fulde program for slutspillet er endnu ikke klar til offentliggørelse, men det ligger fast, at sidste spillerunde afvikles d. 4. juli.
Der bliver tre hjemmekampe og tre udekampe i oprykningsspillet. Regeringen har foreløbig meldt ud, at der kan tillades op mod 500 tilskuere til fodboldkampe, men de officielle retningslinjer herfor foreligger endnu ikke. Det vides derfor ikke på nuværende tidspunkt, om dette også gælder for kampe i 2. division.
Tirsdag eftermiddag afholder Divisionsforeningen rækkemøde med alle 24 klubber i 2. division, hvormed alle retningslinjer og procedurer for afvikling af slutspilskampene aftales. Vi vender naturligvis tilbage herom efter mødet.
Foto: Ole Nielsen