Slutspilsprogrammet på plads
- Publiceret: Onsdag, 10. juni 2020 16:13
- Skrevet af Brit Sørensen
Vi har efterhånden hørt det til hudløshed: ”Vi er i gang med at åbne Danmark igen. Kontrolleret og klogt.” Den professionelle idræt blev skudt i gang som en del af fase 2 af regeringens genåbningsplan, efter COVID19 lukkede hele samfundet ned i marts måned. Da 2. divisionsfodbold består af alt imellem fuldtidsprofessionelle og amatørspillere, blev turneringen dog desværre nødt til at vente til fase 3. Den blev så endelig igangsat mandag i denne uge, og på lørdag sparker Brabrand IF oprykningsspillet i gang på Valby Stadion mod BK Frem.
De 24 klubber i 2. division nåede kun at spille en enkelt kamp i forårets grundspilsprogram oven på en lang vinterpause, og der resterede stadig fem spillerunder samt 16 spillerunder i henholdsvis oprykningsspil (for top seks i hver af de to puljer) og nedrykningsspil (for de seks nederste hold i hver pulje). Da mange af spillerne i 2. division har deltidsjob ved siden af fodbolden, blev det dog slået fast, at det ikke ville være fair at forvente, at spillerne skulle stå til rådighed i juli måned. Datoen d. 5. juli blev derfor fastsat som bagkant for turneringen.
Brabrand med kurs mod tredjepladsen
Det har ikke været en helt nem opgave for Divisionsforeningen at finde en løsning på afslutningen af dette års 2. division, som tilfredsstiller alle 24 klubber. Efter protester fra flere klubber og afholdelse af en egentlig afstemning om formatet, lykkedes det dog i den sidste ende at komme frem til en løsning, der betød fastfrysning af grundspillet, som det så ud, da turneringen blev afbrudt af corona-lockdown, samt et kort slutspil på blot seks spillerunder.
Brabrand IF sluttede på en tredjeplads i Pulje 2 i grundspillet og overgår således til en femteplads (29 point) i den samlede stilling, hvor top seks fra Pulje 1 og 2 er slået sammen og har fået alle point fra grundspillet med. Grundet strukturændringer i både Superligaen og Nordic Bet LIGAen er der i år kun én oprykningsplads på spil.
De to puljevindere FC Helsingør og Aarhus Fremad er stukket af fra de øvrige hold i oprykningsspillet med henholdsvis 44 og 38 point og må således forvente at kæmpe om dén ene plads til næste års Nordic Bet LIGA. Middelfarts nuværende tredjeplads er dog inden for rækkevidde (31 point) for Brabrand, og det samme gælder for Vanløses nuværende fjerdeplads (30 point).
FC Helsingør hjemme – uden tilskuere?
Der er ingen tvivl om, at Brabrand-spillerne glæder sig rigtig meget til at komme i aktion – også selvom der i princippet ikke er andet end æren at spille for. Fans, familie m.fl. af Brabrand IF må dog i første omgang nøjes med at følge med på computer/TV via Ekstra Bladets livestream. Indtil videre må der nemlig kun være max 50 personer på stadion til en kamp – inkl. spillere, dommere, trænere m.m. Dette KAN blive ændret, men bør nok ikke forventes.
Brabrand IFs fulde program for oprykningsspillet ser ud som angivet nedenfor. Som højdepunkt må nævnes, at vi tager imod FC Helsingør onsdag d. 24. juni på Brabrand Stadion. Det ville under normale omstændigheder være en kamp, der kunne trække en god flok århusianere til fodbold på en forhåbentlig dejlig sommeraften.
Oprykningsprogram, Brabrand IF, forår/sommer 2020:
LØR 13.06.2020 kl. 15:00 Frem – Brabrand
LØR 20.06.2020 kl. 15:00 Brabrand – Avarta
ONS 24.06.2020 kl. 19:00 Brabrand – FC Helsingør
LØR 27.06.2020 kl. 13:00 HIK – Brabrand
ONS 01.07.2020 kl. 19:00 Brønshøj – Brabrand
LØR 04.07.2020 kl. 14:00 Brabrand – Vanløse
Køb abonnement på Ekstra Bladet + og se samtlige slutspilskampe LIVE eller on-demand.