• brabrandif 34 original
  • Kampe i oktober 2
  • brabrandif 39 original
  • AURA
  • brabrandif 37 original
  • brabrandif 40 original
  • brabrandif 38 original

Presse     Facebook     Søg

Brabrand-anfører bliver Superliga-spiller

Jacob Linnet 180818 04 650

Brabrands anfører Jacob Linnet spillede lørdag sin sidste kamp for Brabrand IF, da han nu – helt fortjent – bliver forfremmet til Superligaspiller hos AC Horsens.

Det er med lige dele glæde og vemod, når Brabrand IF giver afkald på spillere til højere rangerende klubber. Denne gang gør det ekstra ondt, da det drejer sig om en yderst arbejdsom og sympatisk spiller, der har iført sig Brabrand-trøjen igennem hele seks år og om nogen repræsenterer Brabrands DNA.

Han har fået sin fodboldopvækst i AGF og kom til Brabrand i en alder af blot 17 år. Dengang var han langt fra førsteholdet – og her seks år senere var han nærmest den sikreste mand i startopstillingen og med anførerbindet på armen. Alle der ser Brabrands kampe vil have bemærket den lyshårede midtbaneslider, der kæmper til sidste blodsdråbe og ikke er bange for også at rydde op i defensiven og endda tilmed gerne sender bolden i netmaskerne. Højdepunktet glemmer ingen omkring Brabrand i NordicBet LIGA-sæsonen 2017/18, hvor Jacob Linnet scorede sejrsmålet i Brabrands 1-0 sejr over det hidtil ubesejrede Vejle-mandskab i selveste Roms Hule.

Linnet glæder sig naturligvis til sin nye tilværelse som Superliga-spiller, men er både lidt vemodig og yderst ydmyg omkring skiftet.

”Jeg græder nærmest med det ene øje og griner med det andet lige nu. Med seks år i Brabrand var det blevet en slags tryghedszone for mig. Det var superfedt, da vi spillede i 1. division, og jeg var virkelig ærgerlig, da vi missede oprykningen sidste sæson. Jeg havde egentlig indstillet mig på endnu en sæson i 2. division, men så fik jeg pludselig en henvendelse fra Mikkel Jespersen, der er blevet chefscout i AC Horsens. Han spillede selv i Skive og havde bemærket mig, når vi har spillet mod hinanden,” lyder det stadig lettere overvældet fra Jacob Linnet.

Har haft første træning med AC Horsens

Det hele er gået meget stærkt, og allerede torsdag formiddag havde Linnet sin første træning med AC Horsens, som tog godt imod ham. Torsdag eftermiddag møder han så op på Brabrand Stadion for at tage afsked med sine mangeårige holdkammerater i Brabrand. Han tager dog skiftet med ophøjet ro og ved godt, der virkelig skal arbejdes nu for at få spilletid.

”Det var mega fedt at være til første træning i Horsens i dag, og alle var søde, så det var en rigtig god oplevelse. Det er gået meget stærkt, så det er nok ikke helt sunket ind, men jeg har det sådan, at jeg først vil kalde mig Superliga-spiller, når jeg har fået Superliga-minutter. Chancen har dog aldrig været større end nu, så der skal bare arbejdes derudaf. Men der går nok lidt, inden jeg får min debut,” lyder det ydmygt fra 24-årige Jacob Linnet.

Fra alle i og omkring Brabrand IF skal der lyde et stort tillykke og held og lykke til holdets anfører, Jacob Linnet. AC Horsens får ikke bare en arbejdsom, professionelt indstillet og teknisk dygtig spiller – de får også en yderst sympatisk person, som er med til at skabe positiv dynamik i omklædningsrummet. Cheftræner Tom Søjberg har tidligere udtalt om Brabrands nu tidligere anfører, Jacob Linnet:

”Han er en spiller, der altid går forrest. Han har den helt rigtige attitude og ser altid først på, hvad han selv kan gøre bedre, før han bebrejder andre noget. Og så har han også et rigtig godt humør, når det er det, der skal til.”

Jacob Linnet spillede i alt 124 kampe for Brabrand IF.

I foråret lavede lokalmediet Vores Brabrand en fin profil af Jacob Linnet. Kom tættere på AC Horsens’ nye spiller ved at læse med her.

Få et endnu bedre indtryk af Jacob Linnet i dette interview efter hans sejrsmål i Vejle i NordicBet LIGAen.

 

Tekst: Brit Sørensen / Foto: Ole Nielsen

Brabrand Stadion

Engdalsvej 86-88
8220 Brabrand

Webdesign: inno:media