Presse     Facebook     Søg

Sejr i 1. træningskamp

Brabrand IF indledte sæsonen med en 2-1 sejr i første træningskamp mod 2. divisionsrivalen VSK.  

I en tid hvor det altoverskyggende emne op til sæsonen har været, hvordan klubben har mistet sit økonomiske grundlag og spillere samt trænere har trådt til for at løfte opgaver som tøjvask og budgetter, var det godt endelig at se dem tilbage i deres naturlige element, på fodboldbanen.

På en sydeuropæisk varm formiddag blev kampen fløjtet i gang og efter et par rodede første minutter, hvor spillerne skulle tilbage og banke lidt rust af, fik Brabrand langsomt spillet sig til overtag. Spil og chancer var må og få, men BIF’s Kasper Andersen blev dog efter 12 minutter spillet igennem mod mål, vinklen blev dog en smule spids og Andersens afslutning manglede kvalitet.

Brabrand sad på spillet og havde godt styr på VSK, men så kom den obligatoriske vandpause midtvejs gennem halvlegen, der ofte har været en momentum bryder – det blev også tilfældet i dagens træningskamp og efter de 2 minutters pause fik hjemmeholdet meget bedre fat. VSK satte sig på spillet og fik kvalt Brabrands ellers fine start, og efter en halv times spil blev de belønnet med et hovedstødsmål efter et hjørnespark. BIF mistede lidt sin midtbane og der blev lige pludselig langt mellem kæder og spilmuligheder. Der blev dog holdt stand og spillerne gik til pause bagud 0-1.

I 2. halvleg kom Brabrand igen godt fra start og blev bolddominerende og pladsskabende på ny. Et gult kort efter 5 minutter stoppede ikke anfører Michael Kærgaard Pedersen fra at sætte sig igennem på et hjørne kort efter og han kunne heade Brabrand tilbage i kampen. Dét virkede til at tage pusten fra VSK-spillerne på denne varme formiddag i Vejlby-Risskov. BIF foretog sig efter en time et par udskiftninger og 6 minutter senere modtog anføreren en dybdebold, tog den til sig og med et køligt overblik, udplacerede han keeperen for at fordoble sit målantal. BIF fortsatte de gode takter og havde godt styr på kampen. De virkede simpelthen friskere end VSK hen mod slutningen. Hjemmeholdet fik dog etableret et mindre pres i kampens sidste 5 minutter. Det blev dog ikke til mere end et par hjørnespark, som Brabrand fik afværget uden større problemer.

En fornuftig præstation i sæsonens første træningskamp, der bar præg af, at der mangler at blive bygget de sidste procenter og sidste skarphed på frem mod sæsonstart.

Der er ingen tvivl om at BIF går en anderledes sæson i møde - aldrig har cheftræner Tom Søjbjerg og anfører Michael Kærgaard Pedersen skulle koordinere, hvem der skulle tage tøjvasken efter kamp – men indtil videre giver produktet på banen stadig sejre og Brabrand vil for 3. år i træk jagte oprykningsspillet, om end under nye omstændigheder.

Brabrand spiller sæsonens første kamp ude mod Næsby 29/08 klokken 14:00.

Flere nyheder

10-09-2020
Flere kræfter bag Brabrands redning
05-09-2020
Defensiv og dødbolde gav BIF sejren
04-09-2020
Vigtig info for tilskuere til BIF-Thisted
02-09-2020
Brabrand sikkert videre i DBU pokalen
29-08-2020
Brabrand taber premierekampen i Næsby
29-08-2020
Sæsonoptakt med midtstopper Daniel Lundholm
13-08-2020
AURA med vigtig håndsrækning til Brabrand IF
22-07-2020
Fællesskabet skal bære Brabrand IF i rekonstruktion af eliteholdet
04-07-2020
Forløsende sejr og fjerdeplads til Brabrand

Brabrand Stadion

Engdalsvej 86-88
8220 Brabrand

Webdesign: inno:media