Presse     Facebook     Søg

Et mål og et point i Brønshøj

650 Frederik Poulsen 021119 01Ovenpå to irriterende nederlag i træk i dette års oprykningsspil til 1. division var Brabrand-truppen onsdag aften mere end opsat på at få genoprejsning og atter mærke glæden ved at få en sejr, da de løb ind på Tingbjerg Ground i Brønshøj, hvor hjemmeholdet ”Hvepsene” og deres underholdende og nok ikke helt appelsinfri fanskare tog imod. Selve spillet virkede da også væsentlig bedre fra Brabrands side i forhold til weekendens opgør mod HIK, men det blev kun til et enkelt mål og et enkelt point i aftenens kamp.

Såvel spillertruppen som Brabrand-træner Tom Søjberg havde dog på forhånd sat næsen op efter alle tre point og kører derfor for anden gang inden for fire dage atter skuffede hjem fra København.

”Argh jeg ville godt nok gerne have haft tre point med fra kampen i dag. Jeg synes, de spiller en fin kamp, og de spiller klart bedre fodbold end sidst [mod HIK] og styrer spillet det meste af kampen. Men de var ikke helt farlige nok foran mål, selvom vi har flere gode chancer,” lyder det på vej hjem i bussen fra cheftræner Tom Søjberg.

Manglende effektivitet foran mål har da også netop været et gennemgående tema i de sidste to kampe, hvor Brabrand helt uvant er gået fra banen uden scoringer to gange i træk. I dag blev det dog til et enkelt mål. Det lignede umiddelbart, at det blev scoret af Brabrand-topscorer Frederik Poulsen, men en Brønshøj-spiller når at rette skuddet af på vej mod mål, og derfor blev det af dommeren noteret som et selvmål.

Flere gode offensive elementer

Der var dog flere gode offensive tiltag fra Brabrand-spillerne i aftenens kamp, hvor bl.a. Lasse Møberg havde nogle virkelig gode og hurtige kontraløb i højre side, hvoraf han selv forsøger sig den ene gang fra en svær vinkel og i et andet tilfælde spiller bolden bagud til Jacob Linnet, der skyder over. Også Kasper Andersen var tæt på at spille sig igennem med elegant 1-2 spil og en sparkefinte, men ind ville bolden ikke.

I den modsatte ende kneb det dog også for hjemmeholdet i forhold til at spille sig igennem forsvaret, og deres enlige scoring lige inden halvlegspausen kom direkte på frispark, der blev elegant sat ind af Kevin Bechmann Timm. Frem mod slutningen af kampen brændte det dog lidt på foran Brabrand-målet, så på den måde faldt marginalerne ud til begge sider i aftenens opgør.

”Det er klart, at jeg kunne godt have ønsket mig lidt mere coolness i de her situationer, så vi havde fået et par mål flere, men vi må også bare erkende, at spillerne er trætte nu og pumpede oven på et hårdt program. Det er nok især det, man kan se i det offensive spil, hvor det altså kniber med effektiviteten, efter de har løbet mange meter,” lyder evalueringen fra Tom Søjberg.

Sejren kommer på hjemmebane lørdag

På lørdag spilles sæsonens allersidste kamp, og der er kun ét godkendt udfald for Brabrand-truppen, der nok må erkende, at det ikke lige har været deres sæson og altså i år må overlade rampelyset i Århus til lokalrivalerne fra Riisvangen, der fik atter en sejr onsdag aften og således reelt stadig kan nå at spille sig i 1. division i sidste spillerunde.

”Vi vil rigtig gerne have en sejr i den sidste kamp og få sluttet sæsonen ordentligt af. Vi føler, vi har fået bygget på stille og roligt, og nu skal vi bygge det sidste på inden lørdag, så vi kan spille en rigtig god fodboldkamp foran vores hjemmepublikum, hvor vi også vinder. Det går vi 100% efter,” lyder det afslutningsvis fra Søjberg, der altså sammen med truppen har en lang tur hjem og kun få dage at restituere i inden lørdagens hjemmekamp mod Vanløse. Kampen spilles på Brabrand Stadion kl. 14:00.

Se højdepunkter fra kampen mod Brønshøj HER.

For øvrige resultater, stilling m.m. klik HER.

FOTO: OLE NIELSEN

Flere nyheder

17-09-2020
Billetsalg & COVID-19 procedurer for sæsonen 20/21
10-09-2020
Flere kræfter bag Brabrands redning
05-09-2020
Defensiv og dødbolde gav BIF sejren
04-09-2020
Vigtig info for tilskuere til BIF-Thisted
02-09-2020
Brabrand sikkert videre i DBU pokalen
29-08-2020
Brabrand taber premierekampen i Næsby
29-08-2020
Sæsonoptakt med midtstopper Daniel Lundholm
13-08-2020
AURA med vigtig håndsrækning til Brabrand IF
22-07-2020
Fællesskabet skal bære Brabrand IF i rekonstruktion af eliteholdet

Brabrand Stadion

Engdalsvej 86-88
8220 Brabrand

Webdesign: inno:media