domis forlænger
DOMIS og Brabrand Divisionsfodbold forlænger og udbygger samarbejdet
Det er med stor glæde, at vi i vinterpausen kan offentliggøre, at vi gennem efteråret har ført nogle konstruktive forhandlinger med vores partner på stadion sponsoratet - DOMIS. Det har nu resulteret i en forlængelse af sponsoratet for indeværende sæson, men også en aftale som giver perspektiver for fremtiden og som vil være et væsentlig skridt på vejen imod kontraktspillere i Brabrand fra sæsonen 2022/23.
Aftalen indeholder et større kommitment, som går begge veje, men også et tilsagn fra DOMIS side, om at øge sponsoratet fra sommeren 2022. Oveni købet med en ekstra gulerod, i det omfang at det lykkedes at trække andre lokale virksomheder med ind i sponsor kredsen.
Claus Hommelhoff begrunder den nye aftale således: I Brabrand har vi fundet et værdisæt og et fællesskab som matcher vores egne værdier. Vi har stor respekt for det arbejde, der er lagt for dagen og det ansvar hele truppen og staben omkring har påtaget sig.
Vi har samtidigt lokale interesser med vores Åby Vest - Brabrand Mejeri boligprojekt, som får en unik placering tæt på Brabrand Søens fantastiske natur, det nyanlagte Eskelund, miljøet langs Brabrand Stien hen til sportsanlægget på Engdalsvej, med højt aktivitetsniveau og elitefodbold. Vi vil gerne være medspiller på et grønt og bæredygtigt fokus for området, kombineret med et bredt udbud af kultur og sport i gåafstand.
I spillertruppen og hos cheftræneren Tom Søjberg, vækker den nye aftale også glæde, ligesom det daglige arbejde med at sikre kontraktfodbold i Brabrand har fået et boost med den nye aftale. Specielt ønsket om at få flere med ombord, har været en konstruktiv del af dialogen. Vi glæder os til at offentliggøre flere aftaler i de mørke vintermåneder.