BIF - Odder IGF 2-0: Fortjent sejr i silende regn
Mike Kaljo har netop bragt Brabrand på 2-0 med et flot spark fra kanten af feltet. Foto: Jan Mørk Johansen
I silende regnvejr tog Brabrand, Grundlovsdag, imod oprykkerne fra Odder. Det blev til en fin 2-0 sejr på mål af Frank Winding og Mike Kaljo.
"Det er vel 2. divisions svar på FC Vestsjælland. Eksperter i betondefensiv, omstillinger og standardsituationer. Henrik Gudmandsen har skruet en klar plan sammen og de har succes med det. De har fra dag 1 besluttet sig for, hvad dette handlede om. Ingen fancy dikkedarer. Men ren overlevelse. Og jeg har kæmpe respekt for deres måde at komme i land på. Ros til Odder herfra."
Sådan lød cheftræner Tom Søjbergs optakt til kampen, og det skulle vise sig at være meget godt beskrevet. Odder lagde fra start linjen med hårdt spil og lange direkte bolde op mod Odders uortodokse boksspiller Ask Ullerup, som desuden er bror til Brabrands Tue Ullerup. Kombineret med en meget våd bane grundet skybrud ved kampstart, udmøntede dette sig i et par store tilfældige chancer til gæsterne i indledningen, men Brabrand-keeper Mathias Rosenørn stod en fremragende kamp og hev flere store redninger ud af ærmet.
Brabrand kom dog foran efter et godt slået hjørnespark fra Mike Kaljo, som Frank Winding fik dirrigeret ind ved bagerste stolpe. Herefter bølgede kampen frem og tilbage mens regnen fortsat væltede ned.
2.halveg fortsatte med mange nærkampe og chancer på stribe til begge mandskaber, dog uden den store effektivitet. Efter en times spil blev kampen dog reelt lukket da Mike Kaljo flot sparkede kuglen ind ved fjerneste stolpe efter en omstilling i Brabrands venstre side.
På trods af de store mængder regn var der pænt fremmøde til kampen, bl.a. med tilrejsende Odder-fans som havde taget turen til Aarhus for at støtte gæsterne i kampen om at undgå nedrykning.
Med sejren rykker Brabrand op på 5. pladsen med 42 point mens Odder forbliver på 10.pladsen med 4 point ned til nedrykningsstregen.
Brabrand IF - Odder IGF 2-0 (1-0)
1-0 '10 Frank Winding
2-0 '57 Mike Kaljo