Presse     Facebook     Søg

Sejr i sidste test

Brabrand spillede mandag aften sidste testkamp mod Skovbakken IK. Kampen endte med en konfortabel 5-1 sejr. 

Brabrand havde til kampen fokus på organisationen og dødboldene. Organisationen var periodevis tilfredsstillende dog uden, at det var helt oppe at ringe. De indøvede dødbolde sad som oftest lige i skabet, og det udmøntede sig i flere gode muligheder og en kasse. 

Brabrand stillede til start uden Mikkel Buur Simonsen, Jakob Methias Vase Jensen, Simon Riis, Christopher Geertsen, Michael Kærgaard Pedersen, Kristoffer Ibsen og Lars Bo Lauritzen. De ventes dog alle klar til søndagens sæsonåbner på Kæmpernes Arena mod Hvidovre IF. Der er dog uklarhed omkring Lars Bo Lauritzens lyskeskade.

Brabrand overlod i den første periode af 1. halvleg initiativet til Skovbakken IK. Et initiativ Skovbakken formåede at formøble, da Brabrand stod fint i kæderne. Senere i kampen blev Brabrand mere modige, og kom længere frem på banen, hvilket skabte flere muligheder. Brabrand var i denne periode dominerende, og specielt på offensive standarder så Brabrand giftige ud efter flere lækre varianter. 

Brabrand scorede halvlegens enlige mål, da Gökhan Tokay mellem venner og fjender steg til vejrs og pandede bolden i rosen. 

I pausen blev der skiftet 3 mand. Brabrand satte sig tungt på kampen, og det var blot spørgsmål om tid før Brabrand bragte sig yderligere føring. Mike Kaljo slap igennem, og han sparkede kuglen i mål til 2-0. Det blev kort tid efter 3-0, inden Skovbakken udnyttede en blottelse i Brabrand forsvaret. 

Nichlas "Tunna" Knudsen udbyggede til 4-1, inden Søren Bojsen scorede til 5-1 efter et indøvet hjørnespark. Dermed kampens slutresultat.

Brabrand spillede en tilfredsstillende sidste test uden at rulle sig ud, og kræfterne blev doseret - så alt i alt en fin oplevelse og det tegner fint til sæsonåbneren søndag den 20. marts på Kæmpernes Arena. 

Brabrand Stadion

Engdalsvej 86-88
8220 Brabrand

Webdesign: inno:media