Brabrand sejrede i uskøn kamp
Brabrand sejrede i gårdagens kamp i en uskøn affære foran mange tilskuere på Brabrand Idrætsanlæg.
Brabrand jagtede lørdag 3 point på hjemmebane, hvor modstanderen var nyoprykkede Kjellerup IF. Brabrand vidste på forhånd, at de var de meget små Kjellerupdrenge fysisk overlegne, hvilket også udmøntede sig i 2 standardscoringer.
Brabrand startede ud med at ligge et godt tryk på Kjellerup IF og spillede hårdt, hvilket ikke passede de gulblusede gæster, der brokkede sig over det hårde Brabrand spil.
Brabrand tog imod alle dødbolde med kyshånd, og sendte et hav af bolde i feltet mod Benjamin Schubert i Kjellerup målet. Efter 10 minutters spil kom Brabrand fortjent foran efter kampens første hjørnespark, hvor bolden blev serveret direkte i panden på Kenan Hajdarevic, der garnede.
Herefter satte Brabrand yderligere tryk på og høvlede flere bolde i feltet, hvilket var ved at udmønte sig i en scoring ved Tunna, der dog måtte se sit forsøg over mål.
Efter 35 minutter tilkæmpede Brabrand sig sit 2. hjørnespark i kampen, hvilket udmøntede sig i holdets anden scoring, da Rasmus Ingemans hjørnespark sejlede noget ugeneret direkte i mellem Benjamin Schuberts hænder og direkte i kassen.
Resten af halvlegen stod der Brabrand på. I 45. minut tilkæmpede Kjellerup sig til sin første reelle mulighed, som Patrick Bang Nielsen brændte, og dermed førte Brabrand 2-0 ved pausen.
Hvad der blev snakket om i pausen skal være usagt, men et eller andet skete der, fordi Brabrand kom aldrig tilbage på banen. 2. halvleg blev en lang kamp mod tiden, som var det enkeltstartsrytterne i Rio, der var i aktion.
Brabrandspillerne virkede tunge, kom ikke ind i duellerne og kunne ikke sætte sig igennem. Når bolden endelig blev erobret blev den smidt væk igen. Kjellerup er for godt et hold til, at man kan slække på tingene. Strukturen og organisationen var ikke fantastisk, og dermed satte Kjellerup sig på begivenhederne.
I 67. minut kom reduceringen så fuldt fortjent, og dermed var der lagt i kakkelovnen til en dramatisk afslutning, idet Brabrand var som forstenede. For halvanden år siden havde vi tabt sådan en kamp, men i går fik vi reddet stormen af, og dermed kunne der sættes 3 point på kontoen på en sløj dag. 2. halvleg var velsagtens noget af det svageste Brabrand har præsteret siden efteråret 15, hvor Brabrand tabte 4-0 i Odder.
Kjellerup skal roses for deres koncept, som nok skal bringe point på deres pointkonto. Brabrandspillerne skal roses for at holde stand på en skidt 2. halvleg, hvor ikke meget lykkedes. 3 dejlige point!
Næste kamp er på fredag i Odder på Spektrum Arena kl. 18.00.