Presse     Facebook     Søg

Kollektivet besejrede sejrsvante Thisted

Brabrand slog kæmpefavoritterne fra Thisted FC lørdag eftermiddag. Thyboerne blev sendt hjem med et sviende 2-0 nederlag!

Thisted FC kom som kæmpefavoritter til kampen, men det endte alligevel med en sejr til Brabrand mod thyboerne, der måtte rejse hjem med en lang næse. Kampen bar præg af dueller, hektiske seancer, til tider lækkert spil, stillingskrig og alt det en topkamp bærer præg af. 

Det var med bekymring, at Brabrand stillede til start, idet hjemmeholdet måtte se bort fra Christopher Geertsen, Mikkel Buur Simonsen, Jakob Methias Vase Jensen og Ruben Nygaard. Desuden blev skadeslazarettet udvidet i onsdagens pokalkamp, idet Mads Rosenberg måtte forlade banen med hjernerystelse, og han var dermed ikke kampklar - Arfanullah Habibi var ligeledes ukampdygtig, selvom han sad på bænken, idet han fik et vrid i anklen mod FC Fredericia. Daniel Boye Handlos Lundholm og Rasmus Ingeman stillede til start på trods af forstrækninger. Daniel måtte på grund af sin forstrækning forlade banen i pausen.

Skadeslazarettet var stort inden opgøret, hvorfor det lignede en meget svær opgave mod kæmpefavoritterne fra Thisted FC. Det hele startede i første minut med en god aflevering af Nichlas Tunna, der spillede Morten Gerster Peipinen i dybden, hvorfra han kanonerede bolden i sidenettet, hvorfor chokstarten udeblev.

I det 7. minut var Thisted FC tæt på med deres bedste angreb i kampen, hvor Sead Gavranovic blev spillet nøgen. Fra den spidse vinkel testede han Rosenørn, der gav et hjørnespark.

I det 8. minut fik det klejne og noget spinkle Thisted FC en gratis chance ved Mads Lauritsen efter et hjørnespark. Lauritsen headede med en afstand af 2 meter fra mål direkte ind i en sprællende Daniel Lundholm, der afværgede. 

Få minutter senere testede Mikkel Agger tværribben, og det skal siges, at det var oversiden af tværribben. Rosenørn i total kontrol. 

Minutter senere fik Nichlas Tunna Knudsen muligheden på et hovedstød muligheden for at gøre det onde ved sin gamle klub, men hovedstød gik forbi Kevin Mendozas mål. 

Selvsamme Tunna blev kløvet efter 30. minutter, kriminelt, i Thisted FC feltet efter en dribling i bedste Michael Laudrup stil, der tæmmede Thisted FC forsvaret, der dermed måtte tage ulovlige midler i brug. Dommeren var den eneste på hele banen, der ikke kunne se, at der var straffe. Dermed måtte Brabranddrengene ufortrødent kæmpe videre.

Resten af halvlegen forløb uden de store muligheder, men Thisted FC havde i 1. halvleg overtaget med 3 chancer til følge. Brabrand skulle rette nogle ting i pausen for at kunne bide skeer med de dygtige thyboer. Der blev for meget på Thisteds præmisser. Der blev satset offensivt.

I pausen måtte Brabrand omrokere, idet Daniel Lundholm måtte melde pas. Han blev erstattet af angriberen Mike Kaljo. Der blev satset offensivt, hvorfor Morten "alt-mulig-mand" Gerster måtte substituere i stopperen ved siden af kaptajn Brinck. 

Efter pausen skulle der gås mere til stålet for at tvinge initiativet tilbage på Brabrand hænder. Momentum. Momentummet skiftede og Brabrand overtog styringen, der opstod flere muligheder for at sætte Thisted FC under tryk, og første gang Brabrand for alvor blev farlige var med et langskud fra Gökhan Tokay, der strøg forbi opstanderen

Få minutter efter lavede Thisteds Glen Rask "en halv Jesper Olsen", men en mirakelredning af Thisted-keeperen holdte stillingen 0-0. Herefter var der dødvande med mange fejlafleveringer fra begge hold, men Brabrand beholdte momentummets førertrøje. Brabrand spillede sig til flere gode muligheder, men skarpheden udeblev. 

Alle på stadion begyndte at fornemme pølseduften, der bredte sig på Brabrand Stadion - selvom vinden var fraværende, så var der alligevel måske en overraskelse liggende i luften.

I 64. minutter bliver Kenan Hajdarevic savet ned i feltet af Søren Pedersen. En mærkelig situation opstår. De fleste på stadion appellere for straffe, i stedet kommer armen fra dommeren i vejret, der er offside. Næ nej, han dømmer straffe. Efter få sekunder går det op for alle til stor overraskelse, at der dømmes for tilbagelægning, idet Søren Pedersen prikker bolden tilbage i tacklingen, og Kevin Mendoza samler bolden op. En tvivlsom dom. Dommeren dømte ellers en glimrende kamp. 

Gökhan triller bolden til Kenan Hajdarevic, der kanorere bolden op i det lange målhjørne til stor forløsning for tilskuerne. Nu lurede overraskelsen. Skulle David narre Goliath? Muligheden var der, men der resterede stadig en lille halv time. 

Thisted FC satte alle sejl ind - det var dog tydeligt for alle, at solen og varmen havde taget meget af gassen på de 22 aktører, tanken var ved at være tom for de 2 mandskaber, og derfor besværliggjorde det et Thisted pres. Presset gav Brabrand flere 3 vs. 3 og 3 vs. 2 situationer, som holdet træner så ofte på. Det udmøntede sig i en fortjent 2-0 føring i det 72. minut, da Brabrands midtstopper Morten Gerster i bedste David Luiz stil drev bolden fremad banen, og han sendte den bredt til Kenan, der satte sin oppasser og klappede til bolden. 2-0, og nu syntes overraskelsen inde for rækkevidde. 

Resten af kampen forblev med Thisted på bolden, mens Brabrand havde et hav af muligheder for at slå flere søm i den sømmede thybo kiste. Og dermed blev det ved en fortjent 2-0 sejr i en kamp, der lignede mange af dem, som vi spillede i oprykningsspillet.

Kollektivet blev nøgleordet. Ingen satte sig selv over holdet, hvorfor ingen spillere skal have ekstraordinært ros. Brabrand havde flere skader inden kampen, hvorfor vi måtte vise, at vi skulder mod skulder er bedre end alle andre hold i rækken. Det fik vi vist. Vi rykkede helt tæt sammen i bussen. Vi bestod manddomsprøven. Nu skal vi kigge frem mod en ny udfordring næste lørdag, hvor kompetanterne er Vejgaard. Det bliver endnu en svær opgave for Brabrand. 

Der kan læses og høres mere om opgøret på LokalUpdate.dk

Vi glæder os allerede til det omvendte opgør. 

Tak for støtten! 

Brabrand Stadion

Engdalsvej 86-88
8220 Brabrand

Webdesign: inno:media