Ugen bød på 2 træningskampe
Brabrand spillede mandag årets første træningskamp mod VSK Aarhus, mens det dagen efter gjaldt Silkeborg IF's Superligamandskab.
Brabrand spillede 2 kampe i den forgangne uge, hvor der mandag stod lokalopgør på menuen, da Brabrand gæstede det gamle Skovbakken. Opgøret bar præg af, at det var årets første af slagsen. 2 debutanter startede inde, idet Mathias Haarup startede på kanten, mens Christoffer "Buffi" Hansen spillede i angrebet.
Kampen startede noget uroligt, hvor der blev lavet en del tekniske fejl. Det var en chancefattig 1. halvleg, men Brabrand kom i front efter en god halv time, da "Buffi" headede på kassen efter et hjørnespark. Bolden passerede stregen, og dermed fik "Buffi" scoret det første mål i den blå trøje.
I 2. halvleg blev der skiftet på begge hold. Anden halvleg blev en kamp, hvor VSK havde bolden en del, mens Brabrand aldrig fandt rytmen. VSK fik også udlignet, hvorefter der igen var stillingskrig indtil et par minutter før tid, hvor "Buffi" igen var på pletten. Dermed vandt Brabrand 2-1.
Kampen var en god test, og den viste således også, at der er meget, der skal arbejdes med. Dertil skal det siges, at VSK spillede en god gang fodbold. Der blev efterfølgende aftalt i omklædningsrummet, at der skulle steppes op til morgendagens kamp mod Superligaholdet Silkeborg IF.
Tirsdag eftermiddag skulle Brabrand forsøge at byde Silkeborg IF op til dans. Silkeborg stillede til start med et dygtigt mandskab, hvor bl.a. Emil Scheel, Ibrahim Moro, Mikkel Cramer, Robert Skov m.fl. startede for de rødblusede. Sidstnævnte var banens klart bedste, og han udfordrede hele tiden Brabrands bagkæde. Han var i hopla, og han forsøgte hele tiden at give de mange fremmødte tilskuere omkring kunstbanen på Søholt noget at varme sig på.
Brabrand havde fra kampen dagen forinden skiftet en del for, at alle spillerne skulle have muligheden for at vise sig frem. Brabrand blev sat under et hårdt tryk fra kampens indledning, men Daniel Lundholm og Mads Rosenberg i Brabrand bagerste gelædder havde styr på angriberne Andreas Albers, Nicolai Agger og den bagvedliggende Emil Scheel. Brabrand kom også frem til at sporadiske muligheder, hvor lidt held kunne have bragt Brabrand i front. I stedet skulle Silkeborg komme foran efter en halv time efter en periode, hvor der hos de rødblusede var frustrationer at spore.
En dårlig clearing satte Robert Skov i dybden, og han kunne med en præcis aflevering finde Emil Scheel i skoen, der afsluttede resolut. Få minutter senere gjorde Jeppe Okkels det til 2-0. Brabrand fik sadlet bedre om i 2. halvleg uden dog at blive helt farlige. Brabrand skiftede en del, som tilfældet var dagen forinden mod VSK. Kampen endte altså med et 2-0 nederlag.
Kampen viste, at Silkeborg IF på nuværende tidspunkt havde et gear ekstra, idet Superligaholdet er længere fremme i forberedelserne til sæsonstarten, der ligger i måned før Brabrands. Det var en god styrkeprøve, hvor flere af Brabrands spillere fik vist, at de allerede på nuværende tidspunkt kan stå distancen fysisk.