Generalprøven i Odder gav sejr
Brabrand testede for sidste gang inden sæsonåbneren i Marienlyst. Det blev til en sejr på den lækre kunstbane ved Spektrum Odder.
Odder var modstanderen i lørdagens dyst. Siden Odder fik sin status som divisionshold har Brabrand ikke formået at hive en sejr med derfra til Aarhus. Det skulle der laves om på denne gang.
Brabrand rystede posen endnu en gang. Der skulle ses nye konstellationer, og enkelte spillere skulle testes en sidste gang inden premieren på Fyn.
Dommeren havde knapt fløjtet op til kamp før Christoffer "Buffi" Hansen gjorde ondt på Odders bagerste gelædder. Rasmus Ingeman sendte startbolden fremad. Buffi pillede den ned, tog et træk ind i banen og fyrede tørt af fra distancen med det kolde venstre ben. Bolden tog den ene opstander, helt oppe ved tværribben. Ind ville kuglen ikke, og derfor stod der stadig 0-0 efter 12 sekunder.
Generelt blev der i kampens indledende fase spillet over begge holds midtbane, hvilket gav en noget rodet forestilling. Odder kom også i kampens indledning til deres største chance i kampen. Sparket fra 25 meter blev dog pillet ned med brystet af Mathias Rosenørn, der ikke yderligere blev testet i kampen.
Brabrand fik en friløber ved Mike Kaljo, der dog formøblede. Brabrand var giftige på indkast og hjørnespark. Der blev vist et par nye varianter, som sad lige i skabet og en af disse varianter gav også en scoring, idet Michael Kærgaard Pedersen fra Christoffer "Buffi" Hansens nedfald kanonerede bolden i netmaskerne.
1-0 til Brabrand. Et resultat der holdte halvlegen ud.
Brabrand skiftede en del i pausen. Her kom Mathias Haarup ind og drev gæk med Odder defensiven flere gange. Jacob Dyrborg Linnet formøblede en friløber, der blev sat af op af den vævre Mathias Haarup, der er kommet til fra Randers FC.
Også Mikkel Ørbech ville lege med, idet han sendte en flugter afsted mod kassen. Fynboen måtte dog se sin afslutning reddet af Odder-keeperen, idet keeperen fistede afslutning opad, så den prellede af på tværribben.
Der stod i 2. halvleg Brabrand på det meste, og det var kun sporadisk mod slutningen af kampen, at Brabrand gav lidt væk. Men yderligere scoringer faldt der ikke, og dermed kunne Brabrand hjemtage den første sejr i Odder.
Det kan nævnes, at Mikkel Buur Simonsen fik comeback i Brabrandtrøjen efter at have været skadet siden novembermåned 2015.
Næste weekend gælder det Marienlyst ude på Fyn, hvor der fløjtes op til første turneringskamp kl. 14.00.