Fra jubel til skuffelse på et øjeblik
Fra jubel til skuffelse på et øjeblik
Søndag eftermiddag var Brabrand atter i aktion i NordicBet Ligaen, og denne gang var rækkens nr. 11 på besøg hos nr. 12, Skive IK, på Egeris Idrætsanlæg. Sidste weekend lykkedes det de blå-gule fra Skive at få et point med hjem fra oprykkerkandidaten Vejles hjemmebane, så Brabrand var på forhånd forberedt på en ikke helt let modstander i dagens kamp.
Det blev da også en ganske tæt affære, og jublen var ikke til at tage fejl af, da Brabrands indskifter Thomas Viggers headede bolden i mål efter hjørnespark i 78. minut. Som så mange gange før, når Brabrand møder Skive, vendte kampen dog hurtigt den anden vej, og blot to minutter senere var det således Skives indhopper, Thomas Dos Santos, der sendte bolden i mål til stillingen 1-1, hvilket blev kampens slutresultat.
Det var derfor en flok slukørede Brabrand-spillere, der gik fra banen med følelsen af at have tabt, da de havde stået med en yderst tiltrængt sejr så tæt på slutfløjtet.
”Altså vi kommer da tættere og tættere på den der sejr, vi trænger så meget til. Thomas Viggers stiger rigtig flot op og header bolden ind efter hjørnespark af Mads Schäfer Bak. Men så kommer vi på en eller anden måde ind i et vakuum lige bagefter, hvor vi ikke rigtig holder os til vores aftaler, men i stedet fedter os ind i nogle lidt halve løsninger – og så ligger bolden altså pludselig inde i kassen,” lyder det fra en ærgerlig Tom Søjberg efter kampen.
Sidste weekend var det ene point i hus mod FC Roskilde efter 90 minutter, men så scorede Roskilde langt inde i overtiden og snuppede dermed sejren og alle tre point. Det var således anden weekend i træk, at Brabrand-spillerne måtte rejse skuffede hjem fra udebanekamp. Dagens resultat gav dog trods alt et enkelt point, og med det ene point i den seneste hjemmekamp mod Viborg – og dermed to point i tre kampe – er Søjberg dog overordnet set OK tilfreds med starten på forårssæsonen.
”Men nu vil jeg gerne snart ud og vinde. Det kan vi jo så passende gøre mod HB Køge på torsdag,” slutter Søjberg af.
Brabrand spiller, som nævnt, hjemme Skærtorsdag mod HB Køge, der pt. ligger på 7. pladsen. Kampen spilles på Ceres Park. 2. påskedag går turen desuden til Fredericia. Der resterer i alt 10 spillerunder i dette års NordicBet Liga.
Tekst og foto: BS Sports & Media / Brit Sørensen Onwumelu