Presse     Facebook     Søg

Fri konkurrence om målmandsposten i Brabrand IF

  • Skrevet af Brit Sørensen

Kørschen 650

Det er sjældent, at cheftræneren i Brabrand IF mangler udfordringer i forhold til at få niveauet på sit hold til at matche de øvrige tophold i 2. division med ambitioner om oprykning. Klubben med den yderst beskedne økonomi har nemlig siden nedrykningen fra 1. division udelukkende tilbudt sine spillere amatørkontrakter. Én bestemt plads på holdet giver dog især panderynker for cheftræner Tom Søjberg. For hvor man altid kan finde nye bejlere til pladserne i marken, er der ikke helt så mange om buddet, når det kommer til målmandsposten. Og når Brabrand endelig får fat i gode, solide kræfter til at vogte buret, står andre hold på højere niveau klar med tillokkende kontrakter. Siden Brabrand spillede i 1. division i 2017/18 er tre målmænd således røget videre og har efterladt et tomrum på en overordentlig vigtig plads. Lige pt. skaber det så stor en udfordring for trænerstaben, at kampen om pladsen som Brabrand IF’s førstemålmand er bragt i spil – og konkurrencen står helt åben.

De gode målmand er svære at holde på

Da Brabrand startede sæson 2017-18 i 1. division var det med den tidligere Esbjerg-spiller Mathias Rosenørn som førstemålmand. Han forsvandt dog i sæsonens vintertransfervindue grundet økonomi. Så kom Can Dursun til og overtog posten. Sidste vinter blev han dog hentet til Viborg FF på en fuldtidskontrakt. Som erstatning for Dursun viste Henrik Lindhard sig som en stærk mand i buret for Brabrand. Så blev han hentet til Spanien, men røg kort derefter ind i en langvarig skade, der stadig plager ham. Lindhard fik ophævet kontrakten i Spanien og vil gerne tørne ud for Brabrand igen – men er endnu langt fra fuldt kampdygtig til de vigtige kampe i forårets oprykningsspil. Hans ellers lovende afløser fra efteråret – unge Søren Vedsted – er desværre også ukampdygtig for tiden.

Med på træningslejren i Tyrkiet i denne uge har Brabrand IF i stedet Mark Solis, der ellers primært har været målmand for klubbens andethold i Jyllandsserien, men også tidligere har fungeret som andenmålmand. Desuden er der et helt nyt ansigt i Brabrand-regi, idet Dalum IF’s målmand Christoffer Kørschen har fået mulighed for at vise sig frem og kæmpe om posten sammen med Solis. Grundet de vigtige kampe, der venter i 2. divisions kommende oprykningsspil har cheftræner Tom Søjberg ganske enkelt følt sig nødsaget til at udskrive fri konkurrence om pladsen – og han vil ikke afvise, at yderligere kandidater kan komme i spil til posten, hvis nogen skulle byde sig til.

”Det er klart, at målmandsposten er en vigtig position, så det er jo ikke den optimale optakt til sæsonen ikke helt at være i hus på den post. På de andre pladser er vi fint dækket ind og har altid nemt ved at finde alternativer. Men på målmandsposten er det altså en udfordring for os. Vi får et par henvendelser ind imellem, men når vi samtidig ikke kan tilbyde andet end en amatørkontrakt, er det svært at finde det rette match,” udtaler Tom Søjberg fra holdets træningslejr i Tyrkiet.

Konkurrenter og holdkammerater på samme tid

Når Søjberg har to målmand med på træningslejr, men stadig ikke føler ”at være helt i hus” på målmandsposten, er det ikke for at negligere Solis’ og Kørschens evner i buret. Niveauet har været fint tilfredsstillende indtil videre, men begge målmænd er faktisk stadig i gang med genoptræningen efter en operation – i henholdsvis hånden og knæet. Men de går til den på træningslejren, hvor Solis er med for anden gang.

”Der er en sund konkurrence mellem de to lige nu. De skal levere varen hver dag for at overbevise mig om, at de skal være førstevalget på posten. Vi havde rigtig gerne bygget videre på vores unge målmand Søren Vedsted, der kom til Brabrand fra Oure Fodboldakademi. Han ser dog ud til at måtte sidde ude hele foråret, og Henrik Lindhard er lige nu også tvivlsom. På den måde er der fri konkurrence om pladsen, og lykkes det ikke én af de to, vi har med på træningslejr, at overbevise mig om, at de skal være nummer et, må vi lede eksternt,” lyder det fra Søjberg om den nuværende situation for holdet.

Selv om de to målmandskandidater altså lige nu er i direkte konkurrence om en rigtig vigtig plads på holdet, udgør de også samtidig et team i sig selv, mens holdet er på træningslejr i Tyrkiet – hvor de oven i købet er blevet placeret på værelse sammen. Det fortæller de selv meget mere om i nedenstående videointerview.

 

Onsdag eftermiddag får begge målmand en helt unik chance for at bevise sit værd over for trænerstaben i Brabrand IF, for der venter nemlig en træningskamp mod det sydkoreanske hold Ansan Greeners FC som en del af træningslejren i Tyrkiet. 

Foto, tekst og video: BS Sports & Media / Brit Sørensen

Brabrand Stadion

Engdalsvej 86-88
8220 Brabrand

Webdesign: inno:media