Søjberg bygger videre på Vejles talentfrø
- Skrevet af Brit Sørensen
Har man fulgt Brabrand IF i efterårssæsonen, vil man have bemærket to nye navne i bruttotruppen til kampene, som dog ikke har fået meget spilletid. De to nye unge spillere, Emil Nielsen og Rami Ayman, er nemlig kun lige udklækket som seniorspillere og er kommet til Brabrand fra Vejles succesfulde U19-hold. På træningslejren i Tyrkiet har de to gjort en god figur – selvom Emil Nielsen dog har haft lidt praktiske udfordringer på turen – og begynder efterhånden at banke på for mere spilletid på førsteholdet.
”Der er stor forskel på Brabrand og Vejle, især økonomisk, og det kan man også sagtens se, når man er til træning i Brabrand, hvor spillerne løber rundt med lidt huller i trøjerne og sådan noget – men sådan er det jo. Jeg synes, det er fedt at være i Brabrand, og det er en rigtig arbejderklub,” lyder det kækt fra den 19-årige venstrebenede forsvarsspiller Emil Nielsen, der af sin holdkammerat igennem flere år, Rami Ayman, beskrives som en yngre udgave af Brabrand-anfører Michael Pedersen.
Målet er først og fremmest mere spilletid på førsteholdet
Såvel Emil som Rami fylder 20 år om et par måneder, men har stadig til gode at få egentlige minutter på banen. Begge har siddet på bænken i en del kampe, men har kun gjort et enkelt indhop i 2. division-regi i kampens overtid. Ellers har de spillet med Brabrand IF’s Jyllandsseriehold.
Den offensive midtbanespiller Rami Ayman har ellers tidligere nettet for Vejles 1. divisionshold i en træningskamp mod Superligaklubben Randers FC og har også fået spilletid mod Esbjerg. Et længere skadesforløb satte ham dog sidenhen tilbage i forhold til sine U19-holdkammerater, og han arbejder nu stenhårdt på at komme tilbage til sit sædvanlige niveau og videreudvikle sit lovende talent under Tom Søjberg & co. Han håber – ligesom Emil Nielsen – at indsatsen på træningslejren kan hjælpe ham til at få mere spilletid i foråret.
”Jeg synes, jeg har lært meget i det her halve år, jeg har været her. Jeg er blevet bedre til de ting, Tom ville have, jeg skulle blive bedre til – spille hurtigere, tænke hurtigt, tænke før jeg får bolden, så jeg ved, hvem jeg skal spille den til – det er jeg blevet meget bedre til. Det kan man også se på træningsbanen. Så jeg føler, jeg er kommet lidt tættere på [mere spilletid], men der er stadig lang vej endnu. Men det er jo det, vi arbejder for,” lyder det fra Rami Ayman.
Overgangen fra U19-spiller til seniorspiller er dog ikke ligetil for alle, og især ikke i Brabrand, hvor der både bliver arbejdet hårdt, stillet krav til spillerne, og der er kamp om pladserne.
”Der bliver bare gået til den til træning, når man render ind i sådan en bulldozer som Michael [Pedersen], så der kan man godt få lidt ondt. Man skal kunne holde til det. Men det klarer vi fint,” udtaler de to tidligere Vejle-spillere samstemmende i et dybdegående interview på træningslejren, hvor Brabrand IF har sidste dag lørdag.
Se det fulde interview med Rami Ayman og Emil Nielsen – og få historien om, hvorfor Emil pludselig måtte ud og købe nye fodboldstøvler under træningsopholdet i Antalya i dette videointerview.
Tekst, foto og video: Brit Sørensen / BS Sports & Media