Fri konkurrence om målmandsposten i Brabrand IF
Det er sjældent, at cheftræneren i Brabrand IF mangler udfordringer i forhold til at få niveauet på sit hold til at matche de øvrige tophold i 2. division med ambitioner om oprykning. Klubben med den yderst beskedne økonomi har nemlig siden nedrykningen fra 1. division udelukkende tilbudt sine spillere amatørkontrakter. Én bestemt plads på holdet giver dog især panderynker for cheftræner Tom Søjberg. For hvor man altid kan finde nye bejlere til pladserne i marken, er der ikke helt så mange om buddet, når det kommer til målmandsposten. Og når Brabrand endelig får fat i gode, solide kræfter til at vogte buret, står andre hold på højere niveau klar med tillokkende kontrakter. Siden Brabrand spillede i 1. division i 2017/18 er tre målmænd således røget videre og har efterladt et tomrum på en overordentlig vigtig plads. Lige pt. skaber det så stor en udfordring for trænerstaben, at kampen om pladsen som Brabrand IF’s førstemålmand er bragt i spil – og konkurrencen står helt åben.